Efter næsten ti års arbejde kunne Ervin Han, medstifter af Robot Playground Media i Singapore, endelig præsentere animationsfilmen The Violinist på Annecy International Animation Film Festival.

Filmen forlod festivalen med hovedprisen Cristal for bedste spillefilm samt SACEM-prisen for bedste originale soundtrack – en anerkendelse, der stadig er svær at forstå for produceren og medinstruktøren. Det fortæller instruktøren bag filmen i et interview med Variety.

“Vi har levet med denne film i næsten ti år, og undervejs var der mange øjeblikke, hvor det største mål blot var at få den færdig”, fortæller Ervin Han.

“…at modtage Cristal-prisen er en ekstraordinær ære, men mest af alt glæder jeg mig på vegne af de hundredvis af kunstnere, animatorer, musikere og filmskabere, som har lagt så meget af sig selv i filmen. Den anerkendelse tilhører dem alle.”

The Violinist udspiller sig over otte årtier af Singapores historie. Historien følger de to violinister Fei og Kai, hvis liv splittes ad under den japanske besættelse i 1940’erne. Gennem en spansk journalists efterforskning af en aldrende violinlegendes fortid foldes fortællingen ud på tværs af generationer, hvor musik bliver det bærende element.

En historie fra Singapore – men ikke kun om Singapore

For Han begyndte projektet med et klart mål.

“Projektet begyndte for mere end ti år siden med en enkel ambition: at fortælle en historie fra Singapore – og fra Sydøstasien – som kunne resonere på tværs af landegrænser, kulturer og generationer. Ikke ved at forklare vores historie, men ved at udforske de følelser og erfaringer, der forbinder os som mennesker.”

Han understreger, at filmen ikke først og fremmest skal ses som historiefortælling om Singapore.

“Jeg ser ikke The Violinist primært som en film om Singapore. Det er en historie, som tilfældigvis er dybt forankret i Singapore. Jeg håber, at publikum først knytter sig til menneskene, og at de gennem dem bliver nysgerrige på historien.”

Ifølge Han skyldes det manglende internationale fokus på regionens historier især manglen på produktionsmuligheder.

“Sydøstasien har historisk haft færre muligheder for at fortælle sine egne historier i denne skala – og slet ikke inden for animation. Historierne har altid været der. Det, vi har manglet, er infrastrukturen til at realisere dem.”

“Det var kærlighed ved første blik”

Medinstruktør Raúl García kom til projektet ad en helt anden vej. Efter årtier som animator hos Disneyl, og med et katalog i bagagen af klassikere såsom Who Framed Roger Rabbit, Aladdin, The Lion King og Tarzan på CV’et, kom han til Singapore som underviser.

“Det var kærlighed ved første blik til denne by og dette land. Min nysgerrighed voksede med hvert menneske, jeg mødte, hvert gadehjørne og al den natur, der vokser frem mellem sprækkerne i denne både gamle og meget moderne by.”

Arbejdet med filmen gav ham samtidig mulighed for at udvide sit eget historiske perspektiv.

“Det var virkelig interessant at dykke ned i Singapores historie og opdage, hvad der lå ud over kolonitiden. Filmen gav mig mulighed for at udforske et kapitel af Sydøstasiens historie, som stadig er ukendt for mange internationale publikummer.”

Animation var det eneste rigtige valg

For Han var animation aldrig en nødløsning.

“Fordi fortællingen er bygget op omkring musik og virtuose violinpræstationer, ville en live action-film kræve et ekstremt niveau af realisme. Publikum ville naturligt granske hver eneste buebevægelse og hver eneste musikalske gestus. Det kan let flytte opmærksomheden væk fra den følelsesmæssige rejse.”

Animation giver derimod publikum mulighed for fra begyndelsen at acceptere filmens univers.

“Animation derimod inviterer til en anden form for frivilligt at acceptere historiens præmis. Musikken bliver mindre en teknisk præstation og mere et følelsesmæssigt sprog.”

García mener samtidig, at animation fortsat bliver misforstået mange steder.

“Animation er ikke en genre, men en teknik til at fortælle historier. Det har japansk animation forstået langt bedre end resten af verden, hvor animation stadig forbindes med børnefilm.”

Han peger på, at amerikansk filmkultur stadig domineres af forestillingen om, at CGI hører hjemme i biografen, mens håndtegnet animation primært er til tv.

“Vi endte med at lave en film, som er animeret; ikke en “animationsfilm”.”

Musikken er en karakter i historien

Musikken er filmens egentlige omdrejningspunkt. Den originale violinsonate Sunset Sonata vender tilbage gennem fortællingen i nye fortolkninger.

“Jeg ønskede aldrig, at musikken blot skulle ledsage historien følelsesmæssigt. Den skulle eksistere inde i historien – næsten som endnu en karakter.”

Han beskriver sonaten som et sprog, karaktererne kan tale gennem, når ord ikke længere slår til.

“Efterhånden som historien udvikler sig, hører vi sonaten vokse gennem forskellige arrangementer, opførelser og fortolkninger – næsten som om den udvikler sig sammen med karaktererne. Generationer går, liv ændrer sig, historien bevæger sig videre, men sonaten består og binder mennesker sammen på tværs af tiden på en måde, ord aldrig ville kunne.”

Ingen kompromiser

Produktionen er et samarbejde mellem Singapore, Spanien og Italien, men ifølge García betød det ikke, at historien blev gjort mere international på bekostning af sin identitet.

“Vi brugte co-produktionen som et værktøj til at fortælle den historie, vi ønskede. Ingen kompromiser. Ingen scener for at tilfredsstille bestemte markeder.”

Han oplevede tværtimod, at samarbejdet gjorde filmen stærkere.

“Mine co-produktionspartnere stillede ofte spørgsmål ved ting, som føltes helt naturlige for mig, fordi de var en del af min egen kultur. Det tvang os til at skelne mellem, hvad der var kulturelt autentisk, og hvad der var dramatisk nødvendigt. Jo mere specifikke vi var omkring verdenen, desto mere universelle måtte følelserne være.”

Historien handler om mennesker

En af filmens mest markante beslutninger er skildringen af den japanske officer Takeshi Inoue, der fremstilles som et komplekst menneske frem for en entydig skurk.

“Jeg tror ikke, at en soldat går i krig med et ønske om at blive morder”, siger García.

“…soldater bliver kastet ud i konflikter, som er besluttet af politikere eller økonomiske interesser. Under uniformen findes et menneske, som også er et offer for omstændighederne.”

Han understreger dog, at filmen ikke forsøger at omskrive historien.

“Den japanske besættelse var uden tvivl brutal, og filmen lægger ikke skjul på det. Men i enhver krig er mennesker mere komplekse end de uniformer, de bærer. Det handler ikke om at tilgive historien, men om at erkende, at medfølelse nogle gange kan overleve, selv når historien forsøger at udslette den.”

Et håb for Sydøstasiens animation

Efter sejren i Annecy håber Ervin Han, at The Violinist kan åbne døre for flere filmskabere fra regionen.

“Asien er ikke én stemme. Alene Sydøstasien rummer hundredvis af kulturer, sprog og historier, som stadig stort set er uudforskede i animation.”

Hans største håb er, at filmen kan give kommende filmskabere mod.

“Jeg håber, den giver folk selvtillid til, at historier fra Sydøstasien ikke behøver at efterligne nogen andre for at finde et internationalt publikum. Vi har vores egne historier, kunstneriske traditioner og måder at fortælle på, og de fortjener at blive set.”

Selv ændrer priserne ikke hans grundlæggende motivation.

“Priser ændrer ikke, hvorfor man laver en film. Men de kan ændre, hvor langt filmen kommer ud. Jeg håber, at Cristal-prisen hjælper The Violinist med at nå publikum over hele verden, og måske skaber lidt flere muligheder for historier fra Singapore og Sydøstasien. Enhver filmindustri begynder med en håndfuld mennesker, der tør tage det første spring. Jeg håber, denne film gør det lidt lettere for den næste.”

Filmen får premiere i løbet af 2026.