Der findes få film i nyere Hollywood-historie, der har haft en mere usædvanlig vej til biograferne end Coyote vs. Acme. Efter at være blevet færdigproduceret, skrottet af Warner Bros. Discovery og i flere år betragtet som en film, ingen nogensinde ville få lov at se, står den nu endelig klar til premiere.

For instruktør David Green er udgivelsen kulminationen på flere års arbejde – og en påmindelse om, hvor stor betydning publikums opbakning kan få. Det fortæller han i et stort interview med Empire.

“Det er stadig svært at forstå, at det virkelig sker,” fortæller Green. “At Ketchup Entertainment valgte at redde filmen, føles som et mirakel. Endnu mere utroligt er det, at så mange fans og filmskabere stod sammen og kæmpede for projektet. Den opbakning betyder alt.”

Looney Tunes møder retssalsdrama

Coyote vs. Acme tager udgangspunkt i en idé, som Looney Tunes-fans længe har joket med: Hvad nu hvis Grimm E. Ulv endelig fik nok af Acmes eksploderende raketter, svigtende faldskærme og ubrugelige fælder, og derfor valgte at sagsøge virksomheden?

Resultatet er en live-action/animationsfilm, hvor Will Forte spiller en desillusioneret advokat fra Albuquerque, der påtager sig sagen mod Acme Corporation på vegne af den evigt uheldige prærieulv. På rollelisten findes desuden John Cena, Lana Condor og Luis Guzmán, mens Jeff Bergman og Eric Bauza igen lægger stemmer til flere af de ikoniske Looney Tunes-figurer.

Men selv om præmissen lyder som en komedie, ønskede Green fra begyndelsen at give historien en overraskende seriøs kerne.

“Jeg var fascineret af, hvor langt vi kunne skubbe filmens tone,” forklarer han. “Selvfølgelig skulle den bevare Looney Tunes’ energi og glæde, men samtidig ville vi lade retssalsdramaet fungere som historiens jordforbindelse. Kontrasten mellem de to verdener gjorde projektet langt mere interessant.”

Inspireret af en satirisk klassiker

Den kreative gnist kom fra Ian Fraziers berømte New Yorker-novelle Coyote v. Acme, hvor Grimm E. Ulv anlægger sag mod producenten af sine mange fejlslagne opfindelser.

Green beskriver teksten som intelligent, tør, satirisk og usædvanligt morsom.

“Det, der gjorde artiklen så stærk, var dens alvorlige ansigt. Den behandlede en komplet absurd situation, som om den var helt virkelig. Vi ville ramme præcis den samme balance i filmen.”

Da arbejdet begyndte, var der dog én anden film, som konstant fungerede som pejlemærke.

“For mig er ‘Who Framed Roger Rabbit’ stadig guldstandarden inden for hybridfilm. Den balancerer det fjollede og det intelligente, mørket og humoren, på en måde som stadig føles moderne. Det var en enorm inspirationskilde for os.”

Ikke endnu en Looney Tunes-ensemblefilm

I modsætning til de fleste tidligere Looney Tunes-film ønskede Green ikke at samle hele persongalleriet i én stor historie.

Tværtimod mente han, at figurer som Snurre Snup, Daffy And og Pip alt for ofte havde fungeret som ét samlet hold.

“Jeg plejer at sige, at Looney Tunes allerede har fået deres ‘Avengers’-film flere gange,” siger han med et grin. “Det, vi ville lave, var deres ‘Iron Man’. En historie om én karakter.”

Instruktørens ambition var derfor at lave et ægte karakterstudie af Grimm E. Ulv.

“Vi ville undersøge, hvad han ønsker. Hvad driver ham? Hvordan tænker han? Hvordan føles det at være en figur, som bliver ved med at fejle, men som aldrig holder op med at prøve igen og igen?”

– David Green

Resten af Looney Tunes-universet blev i stedet behandlet som et ensemble af skuespillere.

Green sammenligner metoden med The Muppets, hvor hver figur har sin egen personlighed, men kan udfylde vidt forskellige roller afhængigt af historien.

“Daffy And er stadig fuldstændig skør. Men denne gang er han skør, fordi historien kræver det. Vi ville placere figurerne i roller, der både overraskede publikum og styrkede fortællingen.”

Verdens største optimist

Selv om Grimm E. Ulv gennem mere end 75 år har været synonym med katastrofale fiaskoer, ser Green figuren på en helt anden måde.

“Han står op hver eneste morgen og tror fuldt og fast på, at netop i dag bliver dagen, hvor han fanger Hjulben. Han forestiller sig allerede, at han spiser Hjulben-gryde om aftenen. Det gør ham faktisk til den mest optimistiske karakter, jeg kan komme i tanke om.”

Den erkendelse blev ifølge instruktøren filmens egentlige tema.

Jagten handler ikke nødvendigvis om at nå målet, men om aldrig at miste lysten til at fortsætte på det man tror på.

Det tema kom også til at præge de menneskelige karakterer, som alle kæmper for noget, de endnu ikke har opnået.

Animationen begyndte med blyant og papir

Selv om filmen i sidste ende kombinerer live-action med avanceret computeranimation, begyndte hele processen på den mest klassiske måde.

Producer Chris DeFaria gjorde tidligt Green opmærksom på én vigtig udfordring.

“Grimm E. Ulv bliver den eneste skuespiller, som aldrig møder op på settet,” husker instruktøren.

Derfor blev hele filmen først udviklet som storyboards og animatics, hvor kunstnerne tegnede samtlige scener igennem.

“Vi sad bogstaveligt talt og diskuterede, hvad Grimm E. Ulv tænkte og følte i hver eneste scene. Fordi han aldrig taler, ligger hele skuespillet i hans kropssprog og ansigtsudtryk.”

Under optagelserne blev figuren erstattet af dukkefører Dave Barclay – kendt fra Jim Henson-produktioner og Who Framed Roger Rabbit – som hjalp skuespillerne med timing, øjenkontakt og fysisk interaktion.

Efterfølgende tegnede 2D-kunstnere animation oven på live-action-optagelserne, før materialet blev sendt videre til animationsstudiet DNEG.

Her blev de klassiske tegninger omsat til 3D-animation, mens animatorerne nøje studerede Chuck Jones’ originale kortfilm for at bevare Grimm E. Ulvs karakteristiske positurer, timing og mimik.

“Det færdige resultat er egentlig en blanding af mange teknikker,” forklarer Green. “Noget er ren 2D-animation. Noget er 3D, som er styret af vores håndtegnede skitser. Derudover kommer avanceret compositing, lyssætning og filmkorn, som får alle elementerne til at føles som én samlet film.”

Små kærlighedserklæringer til Looney Tunes-historien

Filmen gemmer også på en række referencer til Looney Tunes’ lange historie.

Et af de mest usædvanlige indslag er en animeret version af den klassiske filmskuespiller Peter Lorre, der optræder som Acmes chefforsker.

Green fortæller, at valget udsprang af de mange gamle Looney Tunes-kortfilm, hvor Peter Lorres karakteristiske ansigt gennem årene dukkede op i forskellige biroller.

“Vi voksede op med den animerede Peter Lorre. Han optrådte senere også i både ‘Tiny Toon Adventures’ og ‘Pinky og Brain’. Jeg har faktisk en bog stående derhjemme om alle hans animerede optrædener. Jeg håber, de en dag tilføjer ‘Coyote vs. Acme’ til listen.”

En film, der næsten gik tabt

Da Warner Bros. Discovery i 2023 valgte at afskrive filmen som et skattefradrag på omkring 30 millioner dollar, virkede det som enden på projektet.

Beslutningen udløste massiv kritik i filmbranchen, og mange betragtede Coyote vs. Acme som et symbol på, hvordan færdige film kunne forsvinde uden nogensinde at møde deres publikum.

To år senere ændrede Ketchup Entertainment imidlertid historien, da selskabet købte distributionsrettighederne og gav filmen en ny chance på det store lærred.

For David Green er det en afslutning, han aldrig havde turdet håbe på.

“Jeg føler mig utrolig privilegeret over at have fået lov til at arbejde med Looney Tunes. Det er figurer, jeg voksede op med, og jeg elsker deres respektløse, skæve og satiriske humor. At få lov til at lege i den sandkasse har været en drøm. Og nu får publikum endelig mulighed for at lege med.”