Der findes animationsfilm, som bliver ved med at imponere, selv mange år efter deres premiere. Fru Brisbys hemmelige verden (originaltitel: The Secrets of Nimh) fra 1982 er et godt eksempel.

Filmen er måske ikke lige så kendt som Løvernes Konge eller Toy Story, men for animationselskere bør Don Bluths første spillefilm være noget helt særligt. Her får man en håndtegnet animationsfilm med en overraskende moden fortælling, glimrende karakterer og ikke mindst nogle utroligt smukke og detaljerede tegninger.

Fru Brisbys hemmelige verden er på alle tænkelige måder en film fra en anden tid. Den forsøger ikke at fylde hvert sekund med jokes eller action. I stedet får historien lov til at hvile i sig selv, hvilket jeg personligt er stor tilhænger af.

Træt af Disneys “sjusk”

Fru Brisbys hemmelige verden blev instrueret af Don Bluth og var hans debut som instruktør på en spillefilm. Bluth havde tidligere arbejdet hos Disney, men forlod studiet i 1979 sammen med blandt andre Gary Goldman og John Pomeroy.

De ønskede at arbejde med animation på en måde, som de mente var blevet nedprioriteret hos Disney. Målet var at genfinde noget af den detaljerigdom og klassiske animationskunst, som kendetegnede de ældre Disney-film.

Sammen etablerede de Don Bluth Productions, og Fru Brisbys hemmelige verden blev studiets første spillefilm. Filmen er baseret på Robert C. O’Briens roman Mrs. Frisby and the Rats of NIMH og havde premiere i 1982.

Man opdager hurtigt, hvordan filmen adskiller sig fra flere af datidens animationsfilm. Den er ikke skabt som et hurtigt produceret børneeventyr, men et detaljeorienteret stykke kunst til hele familien. Der er lagt enorme mængder arbejde i både billeder, miljøer og figurernes bevægelser.

Bluth ønskede ganske enkelt at bevise, at klassisk håndtegnet animation stadig kunne være både ambitiøs og imponerende. Og det lykkedes, efter min mening.

Moderlig kærlighed og indre styrke

I centrum af filmen står fru Brisby, en enlig musemor, som bor sammen med sine børn, i en mursten ude på en gård.

Problemerne hober sig op, da bonden snart skal pløje marken, og flyttedag derfor er nær. Fru Brisby bliver derfor nødt til at flytte familiens hjem, men situationen bliver langt mere kompliceret, da hendes søn Timothy bliver alvorligt syg.

Han kan ikke tåle at blive flyttet, og fru Brisby må derfor finde en anden løsning.

På sin færd får hun hjælp af en – i første øjekast – kluntet og uduelig krage, en vis ugle, intelligente rotter og en spidsmus. Ved af sin ihærdighed, mod, og moderlige instinkter, hjælper hun dog i lige så høj grad de andre dyr, som de hjælper hende.

Det er ikke en børnefortælling i klassisk forstand, da der er mørke scener, politiske intriger, menneskelige forsøg på dyr, samt drabelige scener. I ledsagning af en voksen, vil børn dog godt kunne se og forstå hvad der foregår.

Fru Brisbys hemmelige verden har grundlæggende en enkel historie: En mor skal redde sit barn. Men den enkle historie er netop en af filmens store styrker.

Filmen har et klart mål. Den ved hvilke temaer den ønsker at bringe, og næsten alt, hvad der sker undervejs, hjælper med til at bringe fru Brisby tættere på sit endelige mål. Samtidig sker der en karakterudvikling filmen igennem, som kulminerer mod slutningen.

Flot, fascinerende og detaljerig

Det er dog ikke nødvendigvis historien, der gør Fru Brisbys hemmelige verden til en anbefalelsesværdig film.

Animationen i filmen er et fantastisk eksempel på, hvor detaljerig og levende, traditionel håndtegnet animation kunne være. Bluth og hans hold arbejdede med en klassisk animationsstil, hvor der blev lagt stor vægt på lys, skygger, perspektiv og bevægelse.

Der er især noget fascinerende ved filmens miljøer.

En simpel gård bliver pludselig enorm, når man oplever verden fra en lille mus’ perspektiv. Et menneskehus føles som et gigantisk sted. En rosenbusk bliver nærmest til en hel verden i sig selv.

Det er også værd at lægge mærke til filmens brug af mørke.

Fru Brisbys hemmelige verden er ikke bange for at lade scenerne blive mørke, dystre og til tider direkte uhyggelige. Det giver filmen en særlig stemning, som adskiller den fra mange andre animationsfilm fra perioden.

Farverne og lyssætningen bruges til at understøtte fortællingen. De varme farver giver nogle scener en næsten eventyrlig kvalitet, mens de mørkere sekvenser skaber en følelse af fare og mystik.

Det er animation, der ikke bare skal få karaktererne til at bevæge sig. Billederne skal fortælle noget. Du kan pause filmen på et nærmest vilkårligt tidspunkt, og scenen vil være detaljerig og smukt udført.

Intet overflødighedshorn – men fokus på det vigtige

Filmens karakterer er ikke nødvendigvis ekstremt komplekse, men det behøver de heller ikke være.

Fru Brisby er først og fremmest en mor, der vil beskytte sine børn. Hun er forsigtig, men samtidig modig, når situationen kræver det. Hendes udvikling gennem filmen handler ikke om, at hun skal genopdage sig selv, men nærmere opdage det mod og styrke hun har i sig.

Blandt rotterne er Nicodemus den vise leder, mens Justin fungerer som en mere jordnær og handlekraftig figur. Over for dem står Jenner, som repræsenterer splittelsen og begæret i rotternes samfund.

Derudover får vi kragen Jeremy, som tilfører filmen lidt humor og lethed, når fortællingen bliver allermest alvorlig. Det er en fin balance, da filmen kræver det til tider.

Filmen forsøger ikke at give hver eneste karakter en omfattende baggrundshistorie. I stedet får de tydelige personligheder og funktioner i fortællingen.

Fru Brisby er filmens følelses- og fortællermæssige centrum, og det er hendes rejse, der holder fortællingen sammen fra begyndelse til slutning.

En animationsfilm, som fortjener at blive genopdaget

Noget af det mest charmerende ved Fru Brisbys hemmelige verden er, at filmen tør tage sig tid.

Den behøver ikke konstant at fortælle publikum, hvad de skal føle eller tænke om den givne situation. Den bombarderer ikke seeren med dopamin hvert eneste minut. Nej, den lader i stedet billederne, musikken og stemningen gøre arbejdet.

Samtidig er det en spændende verden, som er langt mørkere, end man måske forventer af en animationsfilm om en lille mus. Der er både død, sygdom, videnskabelige eksperimenter og magtkampe mellem rotterne.

Det gør, at filmen stadig føles interessant for voksne, selv om den grundlæggende fortælling er let at forstå for yngre seere.

Fru Brisbys hemmelige verden er ikke perfekt. Den kan til tider føles lidt langsom, og dens fortællestil kræver, at man giver filmen lidt mere tid, end mange moderne animationsfilm gør.

Men måske er det netop derfor, den er værd at se.

Filmen er et eksempel på en tid, hvor håndtegnet animation blev brugt med en enorm kærlighed til detaljen. Don Bluth og hans hold forsøgte at skabe noget, der kunne måle sig med de klassiske animationsfilm, og resultatet blev en film, der stadig står stærkt både visuelt og fortællermæssigt, her mere end 40 år senere.

Og måske er det netop det, der gør filmen så fascinerende: Den behøver ikke være større, hurtigere, sjovere eller mere spektakulær end film fra i dag – den fortæller blot en god historie og tegner den smukt.