Man kan mene meget om minions, og nogle vil måske mene, at vi efterhånden har set dem falde over egne ben, råbe volapyk og skabe komplet kaos nok gange. Og lad dem bare mene det. Jeg mener til gengæld, at de små gule væsener og deres univers har sin fulde berettigelse – særligt oven på seneste kapitel, der havde premiere i dag.

Filmen, der skriger af meta, tager os med tilbage til Hollywood i stumfilmens storhedstid, hvor tre minions forsøger at finde deres plads i filmbyen. Og som det jo altid er med minions, går vejen til succes ikke ligefrem stille for sig. De kommer buldrende ind i filmhistorien med al den uforudsigelighed, charme og destruktive energi, man kan forvente af dem — og pludselig står de midt i en verden af stumfilm, filmstudier, gamle Hollywood-drømme og store ambitioner.

Men da tonefilmen gør sit indtog, opstår der naturligvis et problem. For hvis der er én ting, minions ikke ligefrem er kendt for, så er det at kunne levere forståelige replikker. Og hvad gør man så, når man gerne vil blive ved med at lave film, men ikke rigtig passer ind i den nye virkelighed?

Man laver selvfølgelig sin egen monsterfilm.

Problemet er bare, at vores små gule filmfolk ikke har midlerne til at skabe de store effekter selv. Heldigvis — eller måske desværre — har de adgang til en gammel magisk bog, der kan vække monstre til live. Monstret de får vækket til live er Goomi; en lille grøn blækspruttelignende fyr, der ved første øjekast bare er super nuttet. Derfra tager tingene selvfølgelig fart i en retning, som hverken Hollywood, filmbranchen eller publikum (i filmen såvel som i biografsalen) helt er klar til.

Det er fjollet. Det er kaotisk. Det foregår på minionesisk. Og det er hylende morsomt.

Noget af det, der er allerbedst, er nemlig, at ’Minions og Monstre’ fungerer som en lille kærlighedserklæring til filmmediet. Der er referencer til stumfilm, monsterfilm, klassisk Hollywood og hele idéen om filmmagi. Det lyder måske næsten for fint til en Minions-film, men det bliver heldigvis aldrig tungt eller selvhøjtideligt. Filmen bruger filmhistorien som en legeplads, hvor minions kan tonse rundt, ødelægge ting og alligevel ende med at skabe noget, der minder om ægte biografglæde.

For de barnlige biografgængere er der masser af tempo, grin, farver, monstre og klassisk minion-volapyk. For de voksne er der små nik, referencer og filmhistoriske detaljer, som gør, at man får lidt ekstra ud af turen. Man behøver ikke være filmnørd for at more sig, men hvis man er det, er der bestemt små ting at hygge sig med undervejs – altså, noget af det første vi møder er George Lucas lukket inde i en glasmontre (på dansk med stemme af Jakob Stegelmann), og ikke længe efter ser vi en anden instruktørlignende karakter, der umiddelbart lyder til at få sin danske stemme af Sonny Lahey, der i denne film er – nåh ja, instruktør.

Lad referencerne flyde!

Filmen prøver desuden ikke at være en dyb Pixar-film med store følelser og tårer i tredje akt. Den ved godt, hvad den er. Men den gør det med så meget overskud, opfindsomhed og kærlighed til film, at man ikke kan lade være med at blive revet med.

Stor ros til de danske stemmer

Det danske cast er fremragende, og jeg må særligt fremhæve Lue Støvelbæk som robotten Dort, der kommer ind fra siden som en slags deus ex machina-funktion, hvilket vel er meget passende, når han er en menneskelig robot. 

Karakteren kunne på papiret være blevet meget endimensionel eller bare en sjov robot-gimmick, men Støvelbæk får tilføjet den meget mere, og det er faktisk imponerende, hvor meget sjæl han får lagt i en karakter, der qua sin skæbne som robot vel næppe burde have en sjæl overhovedet. 

Der er noget både tørt og underspillet i præstationen, som gør, at Dort ikke bare bliver endnu en mærkelig bifigur i et hektisk animationsunivers. Han får lov til at stå tydeligt frem, og det skyldes i høj grad Lue Støvelbæks måde at balancere det komiske og det næsten menneskelige på.

Jonas Schmidt i rollen som Goomi er også et skønt valg, og selvom stemmen er pitchet, er der ingen tvivl for stemmenørder/-fans om, hvem der er stemmen bag. Den karakteristiske timing, den skæve komik og den helt særlige Schmidt’ske levering skinner fint igennem, selv når stemmen er bearbejdet.

Det er netop sådan noget, der gør god dansk dubbing sjov at lytte efter. Når en stemme ikke bare “lægger lyd på” en figur, men faktisk tilfører noget ekstra. Jonas Schmidt giver Goomi en komisk kant, der fungerer virkelig godt, og han rammer præcis den blanding af mærkelighed og lunefuldhed, som karakteren har brug for.

Og så er der et lille casting-greb, som jeg simpelthen bliver nødt til at nævne, fordi det er både spidsfindigt og ret elegant. På originalsiden er det Jeff Bridges, der lægger stemme til filmbrødrene Frank og Elwood, men i den danske version er rollerne fordelt mellem brødrene Morten Hauch-Fausbøll og Søren Hauch-Fausbøll. Hvorfor det er landet sådan, ved jeg ikke, men jeg er vild med detaljen

I det hele taget føles den danske version enormt gennemarbejdet. Stemmerne passer til universet og humoren, og der er en god energi i leveringerne. Det er ikke altid en selvfølge, når en film både skal ramme børn, voksne og de mange jokes, der ligger i tempo, timing og tone. Men her fungerer det.

’Minions og Monstre’ er kort sagt en rigtig fin biografoplevelse for hele familien. Den har tempo nok til børnene, fjollerier nok til minion-fansene og filmkærlighed nok til de voksne, der kan lide at opdage små referencer undervejs.

Og vigtigst af alt: Den er sjov!

Danske stemmer i ’Minions og Monstre’

Goomi – Jonas Schmidt
Olivia – Søs Egelind
Max – Ole Lemmeke
Dort – Lue Støvelbæk
Frank – Morten Hauch-Fausbøll
Elwood – Søren Hauch-Fausbøll
Debbie – Rosaura Hauch-Fausbøll
Phillips – Thomas Warberg
Howard – Mads M. Nielsen

Samtlige Minions – Pierre Coffin (original stemmen)

Instruktion: Sonny Lahey