Der findes filmprojekter, som bliver forsinkede – og så findes der The Thief and the Cobbler.

I animationsbranchen er filmen blevet synonym med perfektionisme, kunstnerisk besættelse og katastrofal produktionstyring. Projektet strakte sig over næsten 30 år, brugte enorme summer af penge, skiftede hænder flere gange, før det til sidst blev udgivet i en stærkt ændret version, som instruktøren selv tog afstand fra.

Bag filmen stod den legendariske animator Richard Williams – en mand, som af mange blev betragtet som et geni, men som samtidig udviklede et ry for at være næsten umulig at arbejde med.

Historien om The Thief and the Cobbler er derfor ikke blot fortællingen om en film. Det er fortællingen om en kunstner, der brugte hele sit liv på at jagte et mesterværk, som han aldrig selv fik lov til at færdiggøre, og som endte med at blive alt det, som han afskyede inden for animation.

Jagten på den store drøm

Richard Williams er en canadisk animator, hvis far var en kommerciel tegner og mor fotograf. Han havde altid været besat af animation, og efter en rum tid som gadekunstner på Ibiza, blev han ansat ved en canadisk vens studie i London, som producerede animerede tv-reklamer. Herfra voksede ambitionerne, men talentet fulgte med – det vidste alle i branchen.

Da Richard Williams begyndte arbejdet på det projekt, der senere blev til The Thief and the Cobbler, var han allerede kendt i animationsmiljøet som en ekstremt ambitiøs kunstner. Allerede i 1960’erne drømte han om at skabe en film, der kunne måle sig med de klassiske Disney-produktioner men samtidig overgå dem teknisk og visuelt.

Williams var dybt inspireret af orientalsk kunst, persiske miniaturer og de klassiske eventyr fra Tusind og én nat. Han ønskede at skabe en animationsfilm uden de begrænsninger, som Hollywood normalt arbejdede under.

I interviews beskrev han ofte projektet som sit livsværk.

“Jeg ønskede at skabe den bedste animationsfilm verden nogensinde havde set, min egen magmum opus.” sagde Williams senere om projektet.

Filmen begyndte oprindeligt som en række idéer under arbejdstitlen The Amazing Nasrudin, men udviklede sig gradvist til noget langt større og langt mere kompliceret. Williams ønskede ikke blot at fortælle en historie; han ville revolutionere selve animationsmediet.

Williams arbejdede i mellemtiden på flere store film, eksempelvis den prisvindende version af Et juleeventyr fra 1971, samt animationen af Den Lyserøde Panter fra 1976. Næsten alle hans projekter var en succes, men bag hver produktion lå ønsket om at vende tilbage til hans egentlige drøm.

Hans kollegaer beskrev ham som besat af bevægelse, perspektiv og timing. Animatorer kunne bruge måneder på få sekunder af film.

Den canadiske animator Roy Naisbitt, som arbejdede på flere af filmens mest komplekse baggrunde, beskrev senere produktionen som nærmest umenneskelig:

“Richard ville ikke have arbejde der var godt nok. Hvert et sekund skulle blive næsten uopnåelig.”

Det var netop denne kompromisløse tilgang, der gjorde Williams til en legende blandt animatorer. Men det blev også årsagen til projektets langsomme kollaps.

En produktion fanget i perfektionisme

Hvor normale animationsfilm bliver produceret på tre til fem år, fortsatte The Thief and the Cobbler årti efter årti.

Produktionen blev konstant stoppet og genstartet. Finansieringen forsvandt flere gange, animatorer kom og gik, og færdige scener blev smidt væk, fordi Williams mente, de kunne forbedres yderligere. Hans partner i virksomheden forsvandt også, grundet uenigheder om retningen i historien.

Mange af filmens sekvenser var teknisk så avancerede, at de næsten ikke burde have været mulige med traditionel håndtegnet animation.

Især den berømte “war machine”-sekvens blev velkendt, især i animationsbranchen. Scenen indeholder ekstremt komplekse perspektivbevægelser og mekaniske konstruktioner, som blev tegnet billede for billede uden brug af computeranimation.

Animatoren Garrett Gilchrist, som senere arbejdede med fan-restaureringen “The Recobbled Cut”, har beskrevet filmen som:

“Et mesterværk fanget i en produktionsskandale.”

Problemet var, at Williams konstant ændrede filmen undervejs. Nye idéer blev tilføjet, scener blev omskrevet, og allerede færdige sekvenser blev genanimeret.

Tidligere medarbejdere fortalte senere, at Williams ofte kunne bruge dage på at diskutere enkelte kamerabevægelser eller få sekunders timing i en gag.

En tidligere animator beskrev situationen således:

“Richard jagtede perfektion i en verden, hvor deadlines betyder mere end perfektion.”

I lange perioder overlevede projektet kun, fordi Williams finansierede det gennem reklamearbejde og andre animationsprojekter. Ironisk nok blev hans enorme succes med Who Framed Roger Rabbit både en redning og et problem.

Filmens succes gjorde Williams til en superstjerne i Hollywood og gav ham adgang til nye investorer. Men samtidig voksede forventningerne til The Thief and the Cobbler enormt.

Pludselig ventede hele animationsbranchen på hans mesterværk – men Williams kunne ikke levere et færdigt produkt.

Kollapset: Miramax overtager projektet

I begyndelsen af 1990’erne var situationen blevet kritisk.

Produktionsbudgettet voksede konstant, og investorerne mistede tilliden til, at Williams nogensinde ville blive færdig. Han havde indgået kontrakter med færdiggørelsesgarantier – såkaldte completion bonds – som krævede, at filmen blev afleveret til tiden.

Da nok en deadline blev overskredet, mistede Williams til sidst kontrollen over sit eget projekt.

For mange animatorer blev dette øjeblik betragtet som tragediens egentlige begyndelse.

Filmen blev først overtaget af Completion Bond Company og senere sendt videre til Miramax – et datterselskab til The Walt Disney Company. Her blev projektet drastisk ændret.

Producenterne mente, at filmen var for eksperimenterende og for mærkelig til et almindeligt publikum. Derfor blev der tilføjet dialog, musical-numre og mere traditionelle fortællestrukturer.

Williams havde oprindeligt ønsket, at flere af hovedfigurerne næsten ikke skulle tale. Tyven i filmen var eksempelvis tænkt som en stum slapstick-karakter inspireret af klassiske komikere som Buster Keaton.

Men Miramax ønskede en mere kommerciel film i stil med samtidens Disney-succeser.

Producer Fred Calvert blev sat til at færdiggøre projektet, og store dele af filmen blev klippet om. Nye scener blev animeret hurtigt og billigt for at skabe sammenhæng i historien.

Resultatet blev versionen “Arabian Knight” – en film, som mange kritikere beskrev som rodet og ujævn.

Richard Williams nægtede stort set at anerkende den færdige udgivelse.

“Det var ikke længere min film.” skulle Williams senere have sagt kortfattet til flere journalister og kollegaer.

Kontrasten i visionen ses tydeligt i de to filmplakater, som filmen var tiltænkt gennem processen.

Skyggen fra Disney og Aladdin

Som om produktionen ikke allerede var kaotisk nok, opstod der samtidig en voldsom debat omkring Aladdin.

Da The Walt Disney Company udgav filmen i 1992, bemærkede mange animatorer hurtigt visuelle ligheder mellem Disneys succesfilm og Williams’ årtier gamle projekt.

Begge film havde mellemøstlige fantasibyer, karikerede vagter, snoede paladser og komiske sidefigurer med overdrevne ansigtstræk.

Flere personer fra animationsmiljøet mente, at Disney tydeligvis havde været inspireret af Williams’ arbejde, som længe havde cirkuleret internt i branchen.

Animatoren Andreas Deja, som arbejdede på både The Thief and the Cobbler og Aladdin, har dog afvist direkte kopiering. Andre tidligere Disney-medarbejdere har erkendt, at Williams’ projekt var kendt og beundret blandt animatorer, og at man i al almindelighed ikke kan lade være med at lade sig inspirere af andre.

Særligt figuren Zigzag fra The Thief and the Cobbler blev sammenlignet med Jafar fra Aladdin. Begge karakterer har lange, kantede ansigter, teatralske bevægelser og en dramatisk, mørk fremtoning.

Debatten blev aldrig juridisk afgjort, men blandt animationsfans lever kontroversen stadig.

Det ironiske var, at Aladdin i offentlighedens øjne kom til at definere den type mellemøstligt eventyrunivers, som Williams faktisk havde arbejdet på siden 1960’erne.

Da The Thief and the Cobbler endelig blev udgivet, føltes den derfor for mange som en dårlig kopi af Disney’s Aladdin, selv om virkeligheden muligvis var den stik modsatte. Mange spekulerer i, at forringelsen af Williams’ film skyldtes, at Disney ikke ønskede konkurrence til en af sine store satsninger. Ved at udgive filmen et lille stykke tid efter Aladdin, med dårligere markedsføring, kunne man styre fortællingen om en billig kopi-version af Aladdin.

Dette er dog kun rygter.

Mesterværket, som for altid vil forblive ufærdigt

I dag bliver The Thief and the Cobbler ofte omtalt som et af filmhistoriens største tabte mesterværker.

Mange animatorer mener stadig, at Richard Williams skabte nogle af de mest imponerende håndtegnede sekvenser nogensinde. Enkelte scener studeres fortsat på animationsskoler verden over på grund af deres tekniske kompleksitet.

Samtidig er projektet blevet et skrækeksempel på, hvad der kan ske, når kunstnerisk perfektionisme kolliderer med økonomiske realiteter – en knivsæg som også Walt Disney balancerede på utallige gange.

Williams selv fortsatte resten af livet med at undervise og inspirere animatorer. Han blev især kendt for sin bog “The Animator’s Survival Kit”, som stadig betragtes som et standardværk inden for animation.

Men spørgsmål om The Thief and the Cobbler forfulgte ham resten af livet.

For mange fans eksisterer filmen i dag mest som en drøm om, hvad den kunne have været. Fanprojekter som “The Recobbled Cut” forsøger stadig at rekonstruere Williams’ oprindelige vision ved hjælp af arbejdskopier, storyboardmateriale og ufærdige sekvenser.

Måske er det netop derfor, filmen fortsat fascinerer så mange.

Ikke fordi den blev færdig – men fordi den aldrig gjorde det.