Stranger Things er et afsluttet kapitel. Eller, det er den orginale historie i hvert fald. Netflix satser fortsat stort på deres mest sete IP, og der er allerede tale om en ny live-action serie, men også en animationsserie. Den nye animationsserie foregår i vinteren 1985 og fungerer som en fortælling mellem sæson 2 og 3 af den originale serie. Her vender de kendte karakterer – Eleven, Mike, Will, Dustin, Lucas og Max – tilbage, hvor de igen må stå over for nye overnaturlige trusler i byen Hawkins efter en kort periode med fred.
Inspireret af 80’ernes tegnefilm
Den animerede serie er visuelt inspireret af klassiske lørdag-morgen-tegnefilm fra 1980’erne, og forsøger at kombinere nostalgisk stil med moderne animationsteknik, samt en mørkere horror-tone. Serien er produceret af Flying Bark Productions, mens Stranger Things-skaberne Matt og Ross Duffer fungerer som executive producers for at sikre, at historien passer ind i seriens officielle univers.
Biografpremiere før Netflix
I stedet for kun at udkomme på streaming vil de første episoder blive vist i udvalgte amerikanske biografer fra 18. april, før serien får global premiere på Netflix den 23. april 2026.
Denne strategi viser, hvordan Netflix i stigende grad eksperimenterer med biografvisninger for at skabe opmærksomhed omkring deres største serier.
Udvider Stranger Things-universet
Stranger Things: Tales from ’85 er en del af Netflix’ større strategi om at udvide Stranger Things-franchisen med nye serier, teaterproduktioner, spil, samt flere andre projekter. Serien skal både fungere som en selvstændig historie og som en udvidelse af fortællingen mellem sæsonerne i hovedserien.
Med premieren senere i april får fans dermed en ny mulighed for at vende tilbage til Hawkins – denne gang i animeret form – og opdage, hvad der egentlig skete i 1985, hvor “noget” tilsyneladende overlevede efter begivenhederne i den oprindelige serie.
Du kan se traileren til den nye serie nedenfor: