Et nyt kapitel for en anerkendt instruktør
Personligt rangerer jeg Parasite som en af de bedste film i nyere tid. Gør du det samme, kan du nu se frem til mere indhold fra den prisbelønnede instruktør bag nogle af nutidens store biografhits.
Bong Joon-ho er kendt for film som Mickey 17 og Okja, hvor han ofte blander både genrer og samfundskritik. Med Ally bevæger han sig i en mere familievenlig retning, men efter eget udsagn bevarer han sine karakteristiske temaer og visuelle ambitioner.
Animationsfilmen bliver dermed et markant nyt skridt i instruktørens karriere – og et projekt, som både fans og filmbranchen følger med stor interesse. Filmen får i følge Koreanske medier et budget på omkring 60 millioner USD, hvilket vil gøre filmen til den dyreste koreanske film – nogensinde!
Ifølge branchemediet The Hollywood Reporter har Bong Joon-ho nu løftet sløret for både titel, handling og det første officielle billede fra filmen.
En usædvanlig hovedperson
Ally følger en lille, nysgerrig blæksprutte – en såkaldt “piglet squid” – der lever dybt nede i det sydlige Stillehav. Hovedpersonen drømmer om at opleve solen og om at blive en filmstjerne i en naturdokumentar.
Historien tager dog en dramatisk drejning, da et mystisk fly styrter ned i havet og bringer fare og utryghed til det ellers fredelige undervandsmiljø. Sammen med en flok usandsynlige bekendtskaber og venner, begiver Ally sig ud på en farefuld rejse mod havets overflade.
Temaer om venskab og menneskets indflydelse
Filmen kombinerer eventyr og humor med mere alvorlige temaer. Den udforsker blandt andet venskab, mod og mødet mellem mennesker og havets skabninger – samt hvordan disse møder påvirker begge verdener.
Det kreative hold består af medarbejdere fra 12 lande og omfatter animationssupervisor Jae Hyung Kim (Toy Story 4, Inside Out), ledende producer David Lipman (Shrek-franchisen) og produktionsdesigner Marcin Jakubowski (Klaus). DNEG, VFX-holdet bag Inception og Dune, står for 3D-animationen.
Projektet har været under udvikling siden 2019 og bygger på instruktørens interesse for dybhavets fascinerende liv. Der bliver arbejdet frem mod en premieredato i slutningen af 2027.
Se det officielle første billede af hovedpersonen Ally, i filmen Ally:
