Overblik – Her er de kommende animationsfilm, som du skal holde øje med

2026 udvalgte film

Det sene forår og sommeren ligger og venter på os – det samme gør flere gode hele og halve animerede film. Hvis du ikke helt ved, hvad du egentlig skal gå og glæde dig til i den kommende tid, så vil vi prøve at gøre dig en smule klogere på netop dét nedenfor.

Marts 2026

Hopper og det mystiske murmeldyr – 23. marts

En familieanimationsfilm om den eventyrlystne kanin/kylling-hybrid Hopper, der igen havner i et vildt eventyr fyldt med mysterier og farer. Filmen blander humor og action med et klassisk budskab om mod og venskab.

Du vil kunne opleve Christian Damsgaard, Cecilie Stenspil, Mark Le Fêvre, samt Albert Rudbeck Lindhardt i den danske version. Du kan læse vores anbefaling af filmen lige her.

Maj 2026

Ustoppelig – 13. maj

En dansk familieanimationsfilm om den modige celle Kaja, der lever inde i kroppen på den 10-årige Erik. Kaja skiller sig ud, fordi hun ikke kan det samme som de andre celler – men det stopper hende ikke fra at begive sig ud på en stor og farefuld rejse gennem kroppens univers for at finde sin plads.

Undervejs møder hun general Abel, der kæmper mod de celler, der gør Erik syg, og det umage makkerpar udvikler et stærkt venskab. Ustoppelig blander humor og varme med en fortælling om identitet, mod og det at gøre en forskel.

I den danske version lægger blandt andre Josephine Ellefsen, Morten Brovn, Esben Dalgaard, Merete Mærkedahl og Rasmus Hammerich stemmer til filmens karakterer.

Juni 2026

Toy Story 5 – 18. juni

Woody, Buzz og de andre legetøj vender tilbage i et nyt kapitel, hvor de kæmper mod en moderne trussel: børns stigende interesse for teknologi og skærme. Toy Story 5 fortsætter seriens tema om venskab og forandring.

De danske stemmer til filmen er endnu ikke offentliggjort.

Juli 2026

Minions 3 – 2. juli

De gule Minions er tilbage med endnu et kaotisk eventyr fyldt med slapstick-humor og skøre planer. Filmen følger deres fortsatte arbejde for deres (ofte inkompetente) skurkechef.

De danske stemmeskuespillere vender tilbage med kendte ansigter fra tidligere film. Du vil fortsat kunne høre Søren Sætter-Lassen i hovedrollen som Gru. Iben Hjejle, Szhirley, Rasmus Botoft, samt mange andre vil gøre ham selskab i den danske produktion.

Vaiana (live-action) – 9. juli

En nyfortolkning af Disneys klassiske historie om Vaiana, der begiver sig ud på en farefuld rejse for at redde sit folk. Denne version er live-action, men bygger direkte på animationsfilmen.

De danske stemmer til filmen er endnu ikke offentliggjort. Forventningen er dog, at stemmerne vil ligge sig tæt op ad den eksisterende animationsfilm.

August 2026

Paw Patrol: Dino Filmen – 6. august

De populære redningshunde tager på et nyt eventyr med dinosaur-tema, hvor de må redde dagen i en forhistorisk inspireret mission fyldt med action og teamwork.

Den danske versions stemmer er endnu ikke offentliggjort. Det forventes dog, at nogle af de sædvanlige stemmer vender tilbage. Eksempelvis Pelle Falk Krusbæk i rollen som Chase, Bjarne Antonisen som Borgmester Humdinger, samt Andrea Lykke Oehlenschlæger som Carmen.

Du kan læse mere om filmen her på siden.

Skolen med magiske dyr – Filmen – 13. august

En tysk-procueret familievenlig film med både live-action og animerede dyr, hvor børn får magiske dyrevenner, der kan tale. Historien handler om venskab, hemmeligheder og om at finde sin plads.

Selvom de danske stemmer ikke er offentliggjorte, må det forventes at nogle af de tidligere skuespillere vender tilbage i denne filmatisering. Her har Thomas Mørk, Annika Aakjær, Allan Hyde mfl. tidligere gjort deres bekendtskaber.

Udgivelsesdatoer for filmene er taget fra kino.dk.

Læs også: