Den britiske animationsgigant Aardman Animations og The Pokémon Company har offentliggjort nye detaljer om den kommende stop-motion-serie Pokémon Tales: The Misadventures of Sirfetch’d & Pichu under animationsfestivalen i Annecy i Frankrig. Projektet, som forventes at få premiere i 2027, markerer et af de mest ambitiøse samarbejder mellem Pokémon-universet og Aardmans karakteristiske leranimation.
Præsentationen fandt sted som en del af Aardmans store Annecy-panel, hvor studiet samtidig fejrede sit 50-års jubilæum og fremviste en række kommende produktioner. Her gav filmskaberne et første kig på den nye Pokémon-fortælling, som foregår i Galar-regionen – inspireret af Storbritannien og først introduceret i spillene Pokémon Sword og Pokémon Shield.
Ifølge skaberne følger serien den modige Sirfetch’d og den energiske Pichu på en række komiske og kaotiske eventyr. Produktionen kombinerer Aardmans klassiske håndlavede stop-motion-teknik med Pokémon-franchisens velkendte figurer og univers.
“Det er en ære at deltage i Aardmans panel i Annecy og tale om vores fælles engagement i kvalitet, stærk historiefortælling, mindeværdige karakterer samt en oprigtig respekt for publikum og fans. Dette projekt giver os en unik mulighed for at fortælle historier set fra Pokémons perspektiv, muliggjort af Aardmans ekstraordinære håndværk og bemærkelsesværdige kunstneriske kunnen. Deres varme og kærlighed til dette højtelskede Pokémon-galleri kommer til udtryk i hvert eneste brillant udformede billede.”
-Phil Rynda (Direktør for Original Animation, The Pokémon Company International)
Til dette tilføjede Sarah Cox, som er Chef for den kreative afdeling hos Aardman:
“Hos Aardman er vi begejstrede for at bringe stop-motion-animationens levende og håndgribelige udtryk ind i Pokémon-universet. Instruktør Tom Parkinson og hans team har skabt en håndlavet fortolkning af de vidunderlige Pokémon, som vi alle kender og holder af, gennem en komisk fortællerstil, der hylder vores heltes særheder, excentriciteter og charme, mens de begiver sig ud på en dejligt utraditionel rejse gennem Galar. Aardman og Pokémon deler en stærk forpligtelse til kreativitet og talent i denne fælles mission om at bringe glæde til publikum over hele verden.”
Et nyt officiel illustration, som blev vist på festivalen, afslører desuden seriens visuelle stil. Billedet viser Sirfetch’d som en heroisk ridderfigur ledsaget af en nysgerrig Pichu på eventyr gennem det britisk-inspirerede landskab i Galar.
Samarbejdet mellem Pokémon og Aardman blev oprindeligt annonceret i 2024, men Annecy-præsentationen er første gang, publikum har fået et mere detaljeret indblik i projektets historie og visuelle udtryk. Serien forventes at blive lanceret globalt i 2027.