De små stjerner er klar til det store lærred – se traileren til den kommende ‘CoComelon: Filmen’

Elsker dine børn sange, farver, grin, familie og venskab? Så vil de helt sikkert elske den kommende CoComelon film.
cocomelonbanner1
©DreamWorks Animation

De små stjerner fra den populære børneserie CoComelon er snart klar til deres hidtil største eventyr.

DreamWorks Animation har netop offentliggjort den første trailer til CoComelon: The Movie, hvor JJ og hans venner for første gang får lov til at indtage det store lærred. Filmen får premiere i biograferne den 19. februar 2027.

JJ og vennerne på nye eventyr

I filmen bliver JJ og vennerne kastet ud på et stort eventyr, der skal byde på masser af musik, humor og hjerte.

Historien handler blandt andet om at finde modet til at kaste sig ud i nye oplevelser, finde sin egen stemme og opdage, at en rejse bliver bedre, når man har sine venner ved sin side.

Det betyder samtidig, at CoComelon-universet bliver løftet fra de korte episoder og musikvideoer, som børn kender fra Netflix og YouTube, til en egentlig biograffilm med et større eventyr og en mere omfattende historie.

Blandt stemmerne finder man blandt andre SZA, Nicholas Hoult, Sarah Sherman, Ego Nwodim, Ike Barinholtz og Rhys Darby. Den unge Connor Esterson lægger stemme til JJ.

Hjernen bag filmen, bliver instruktøren Kat Good, mens filmen er produceret af Moonbug Entertainment, Flywheel Media, Prime Focus Studios og DreamWorks Animation. Animationen er skabt af DNEG, mens Universal Pictures står for distributionen.

Et globalt børne-fænomen

At CoComelon nu får sin egen biograffilm, er næppe nogen tilfældighed.

Universet er blevet et enormt globalt fænomen og findes i mere end 20 sprog og over 80 lande. Ifølge Animation Magazine har CoComelon mere end 4 milliarder månedlige visninger på YouTube.

Franchisen har efterhånden udviklet sig langt ud over de oprindelige videoer. Ud over selve CoComelon findes blandt andet JJ’s Animal Time, CoComelon Playdates with Sanrio Friends, Netflix-serien CoComelon Lane, musik, bøger og et stort udvalg af merchandise.

Så har du børn, er der en vis sandsynlighed for, at du allerede kender til CoComelon universet.

Den første trailer giver et første indblik i det store eventyr, der venter JJ og hans venner. Samtidig tyder alt på, at filmen holder fast i de musikalske elementer, som har gjort CoComelon til et kæmpe hit blandt de yngste seere.

CoComelon: The Movie får premiere i biograferne den 19. februar 2027 i USA. Den danske premieredato må vi vente på lidt endnu.

Læs også: