Netflix gør klar til at sende KPop Demon Hunters tilbage på det store lærred. Efterfølgeren til det enorme streaminghit får nemlig en omfattende biografpremiere, når den udkommer.

Det bekræfter Netflix’ meddirektør Ted Sarandos, som under Bloomberg Screentime fortalte om selskabets planer for fremtidige filmudgivelser.

“Når efterfølgeren til KPop Demon Hunters kommer, kan I forvente en meget bred biografudgivelse,” sagde Sarandos.

Det er en ændring sammenlignet med den første film. KPop Demon Hunters udkom oprindeligt direkte på Netflix, men filmens enorme popularitet førte senere til en særlig biografvisning med en sing-along-version.

Den enkelte film skal irammesættes

Netop den udvikling har været med til at ændre Netflix’ syn på biograferne. Ifølge Sarandos handler det ikke nødvendigvis om at vælge mellem biografen og streamingtjenesten, men om at finde den rigtige distributionsform til den enkelte film.

“Det, vi gør, er at se på denne model og spørge: Hvordan kan vi imødekomme de filmelskere, der gerne vil se denne film i en biograf, og hvordan undgår vi samtidig at skade værdien for Netflix?” forklarede han.

Netflix-chefen peger samtidig på, at en biografpremiere kan være med til at samle filmens mest engagerede fans.

“Det mest passionerede publikum gik hen og så den i biografen, så når filmen kommer på Netflix, har du mistet det passionerede publikum,” sagde Sarandos.

Han forklarede, at Netflix derfor forsøger at finde ud af, “hvordan vi placerer filmen bedst muligt i verden”.

Det betyder dog ikke, at alle Netflix-film fremover nødvendigvis får store biografudgivelser. Sarandos understregede, at selskabet vil behandle film forskelligt alt efter deres størrelse og målgruppe.

Som eksempel nævnte han Train Dreams, der ifølge Sarandos kunne have haft glæde af “seks måneder i biograferne”, fordi den henvender sig til et andet publikum.

Med KPop Demon Hunters er situationen en anden. Filmen har vist sig at have et meget stort og passioneret publikum, og Netflix ser derfor efterfølgeren som en film, der egner sig til en langt større biografudgivelse.

“Så vi sagde: Lad os tage de to og behandle dem forskelligt,” sagde Sarandos.

Fortsætter hvor de slap

Den første film følger K-popgruppen HUNTR/X, der lever et dobbeltliv som superstjerner og dæmonjægere. Rumi, Mira og Zoey må både håndtere presset fra deres musikkarriere og kampen mod overnaturlige kræfter, blandt andet den dæmoniske rivalgruppe Saja Boys.

Efterfølgeren blev officielt annonceret tidligere i år, og instruktørerne Maggie Kang og Chris Appelhans vender tilbage. Der er endnu ikke offentliggjort mange detaljer om handlingen, men filmskaberne har tidligere gjort det klart, at de ønsker at udforske mere af det univers, som blev etableret i den første film.

“Der er så meget mere i denne verden, som vi har bygget, og jeg glæder mig til at vise jer det. Dette er kun begyndelsen,” har Kang tidligere sagt.

KPop Demon Hunters blev lanceret på Netflix i juni 2025 og udviklede sig hurtigt til et globalt fænomen. Filmens sange blev samtidig en stor del af succesen, og både karaktererne og musikken har fået en stor fanbase.

Netflix har endnu ikke offentliggjort en premieredato for KPop Demon Hunters 2. Men én ting er nu sikker: Når HUNTR/X vender tilbage, bliver det ikke kun foran Netflix-skærmene.

Efterfølgeren får en bred biografpremiere, så fans får mulighed for at opleve den animerede K-pop-fortælling på det store lærred.

Nicklas Egebæk Hansen

Redaktør og skribent på Stemmerne.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *