Julenissens verksted er årets store juleprojekt fra det norske animationsstudie Qvisten Animation, der tidligere har stået bag blandt andet Folk og røvere i Kardemomme By, Dyrene i Hakkebakkeskoven og Bukkene Bruse på badeland.
Historien følger den niårige Mari, som en nat opdager en nisse på sit værelse. Det eneste spor efter det mystiske besøg er en glemt nissevante, og sammen med sin farmor og sin skeptiske far begiver Mari sig ud på jagt efter julemanden.
Rejsen fører familien gennem sneklædte landskaber og ind i en verden fyldt med smånisser. Undervejs må de blandt andet forsøge at komme forbi skovens vogter, Kjerringa med staven, og kæmpe sig gennem en voldsom snestorm.
Samtidig gør nissens lille hjælper Stompen alt, hvad han kan, for at forhindre familien i at finde julemandens hemmelige værksted. For hvis værkstedet bliver opdaget, kan det få katastrofale konsekvenser.

En fortælling med lang historik
Selvom Julenissens verksted er en helt ny animationsfilm, er historien langt fra ny.
Filmen bygger på et hørespil af Thorbjørn Egner fra 1946. Historien blev oprindeligt sendt i NRK’s populære Barnetimen og er siden blevet genudsendt flere gange.
Det betyder, at filmen kommer på et tidspunkt, hvor den oprindelige fortælling har omkring 80 år på bagen.
Instruktørerne Rasmus A. Sivertsen og Mette Tange har stået bag den nye filmatisering. Sivertsen er i forvejen en af Norges mest etablerede animationsinstruktører og har blandt andet instrueret flere af Qvistens store biograffilm.
“Vi glæder os til at dele denne skjulte Thorbjørn Egner-perle med publikum, 80 år efter at den oprindeligt blev skrevet,” har Sivertsen udtalt.
Kendte Egner-sange får nyt liv
Musikken bliver en vigtig del af filmen.
Publikum kan blandt andet forvente nye versioner af de klassiske Thorbjørn Egner-sange „Det snør, det snør“, „Dyrene i Afrika“ og „Kaptein Sorte Bill“.
Sangene er blevet nyarrangeret af Sol Heilo i samarbejde med Gaute Storaas, og det er filmens skuespillere selv, der synger sangene.
Blandt stemmerne finder man den norske sangerinde Sissel Kyrkjebø, som spiller Marias farmor.
Kyrkjebø er ikke fremmed for animationsfilm. Hun lagde den norske stemme til Ariel i Disneys Den lille havfrue fra 1989, men fortæller, at arbejdet med Julenissens verksted har været noget helt andet.
“I Julenissen verskted var jeg med fra starten. Der var kun skitser på bordet, og det har været utroligt spændende at følge med i, hvordan rollen fik liv sammen med de andre karakterer i historien,” har hun fortalt.
På den norske rollelisten finder man desuden Hennie Vanay-Almaas, Lene Kongsvik, Victor Sotberg, Christopher Robin Omdal, Robin Hofset, Jan Gunnar Røise, Herborg Kråkevik, Ivar Nørve, Gisken Armand og Ellen Bendu.

Kommer julen til Danmark?
I Norge får Julenissens verksted premiere 6. november 2026, hvor den udkommer i biografer over hele landet. Filmen har en spilletid på omkring 72-75 minutter og er produceret i 3D-animation.
I Danmark får filmen premiere den 12. november under titlen ‘Jagten på julens magi’. Indtil videre er der ikke offentliggjort noget dansk stemmecast, så det må vi vente tålmodigt på lidt endnu, såfremt den bliver dubbet.
Det danske marked kan desuden vise sig at være interessant for filmen. Nordisk Film Distribution står som distributør i Norge, mens Qvisten Animation tidligere har haft flere af sine animationsfilm distribueret bredt i Norden.
Indtil videre er det derfor den norske version med blandt andre Sissel Kyrkjebø, der står klar til at bringe Thorbjørn Egners juleunivers til biograflærredet.
Og med en historie, der har været en del af norsk juletradition siden 1940’erne, kombineret med nye animationer og flere af Egners klassiske sange, er der lagt op til et juleeventyr, der både trækker på en gammel fortælling og giver den et helt nyt visuelt liv.





