Marvel udvider sit animerede zombieunivers med tre nye specialafsnit, der får premiere henover de kommende tre år. Samtidig er der nyt om både Spider-Man og X-Men.

Ved New York Comic Con afslørede Marvel Television-chefen Brad Winderbaum, at den animerede serie Marvel Zombies vender tilbage med tre nye afsnit, som hver især får premiere omkring Halloween i henholdsvis 2027, 2028 og 2029.

De tre specialafsnit får titlerne Marvel Zombies: Winter Soldier, Marvel Zombies: Fist of Khonshu og Marvel Zombies: The Last Guardian. De bliver hver især opdelt i to dele og fortsætter dermed historien i Marvels dystre zombieunivers.

Den oprindelige Marvel Zombies havde premiere som en serie på fire afsnit og bød på stemmer fra flere kendte Marvel-skuespillere, heriblandt Elizabeth Olsen, Paul Rudd, Florence Pugh, Simu Liu og Iman Vellani.

De nye afsnit får – lige som de tidligere – premiere på Disney+.

Flere store nyheder for superhelte-fans

Det var dog ikke kun zombier, der fik opmærksomhed under præsentationen. Marvel afslørede også, at anden sæson af den animerede serie Your Friendly Neighborhood Spider-Man får premiere på Disney+ den 13. januar 2027.

Serien følger en alternativ version af Peter Parkers oprindelseshistorie, hvor Norman Osborn bliver hans mentor i stedet for Tony Stark. Hudson Thames vender tilbage som stemmen bag den unge Spider-Man.

Derudover fik publikum et smugkig på tredje sæson af X-Men ’97, som tidligere er blevet fornyet af Marvel.

Nicklas Egebæk Hansen

Redaktør og skribent på Stemmerne.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *