Disney har offentliggjort en ny trailer til Hexe: Den Magiske Verden. Traileren tager publikum ind i et fortryllende univers fyldt med hekse, mystiske væsner og magiske kræfter.
Filmen følger teenageren Billie, der altid har følt sig lidt anderledes. Da hun pludselig opdager, at hun besidder skjulte magiske evner, bliver hendes ellers almindelige hverdag vendt på hovedet. Hendes kræfter fører hende væk fra forstadslivet og ind i Hexe, et enormt rige befolket af hekse.
Billies mor, Alice, følger efter hende, og de to må nu lære at samarbejde, selvom deres forhold ikke altid er problemfrit. Undervejs afsløres familiehemmeligheder, som kan ændre den magiske verden for altid.
Den nye trailer giver et nærmere kig på filmens farverige univers og de udfordringer, der venter Billie, når hendes kræfter for alvor slippes løs.




Store navne bag stemmerne
Filmens originale stemmehold tæller blandt andre Hailee Steinfeld som Billie og Rashida Jones som hendes mor, Alice. Oscar-vinderen Jodie Foster lægger stemme til dronning Celeste, en magtfuld og hensynsløs skikkelse, der ønsker at bevare sit herredømme over Hexe.
Derudover medvirker Walton Goggins som den treøjede kat Beef Roger Crummchuk, der indgår en noget usikker alliance med Billie og Alice. Tracey Ullman og Stephen Fry lægger stemmer til henholdsvis den fortryllede fjerpen Quill og den magiske bog Quire.
Blandt de nye navne på rollelisten finder man også Henry Winkler som fuglen Nigel og Dan Stevens som Hieronymous, en selvhøjtidelig rådgiver ved dronningens hof.
De danske stemmer er endnu ikke offentliggjorte.
Hexe: Den Magiske Verden er instrueret af Fawn Veerasunthorn og Jason Hand med Josie Trinidad som medinstruktør. Filmen er produceret af Walt Disney Animation Studios og fortæller en original historie om magi, identitet og forholdet mellem mor og datter.
Den danske biografpremiere er planlagt til 26. november 2026.
Den danske trailer kan ses her: https://www.disney.dk/film/hexe-den-magiske-verden





