Netflix har endelig afsløret premieredatoen for anden sæson af den prisbelønnede animationsserie Blue Eye Samurai. Den nye sæson byder på seks afsnit, en ny destination og endnu flere sværdkampe, når Mizu fortsætter sin jagt på hævn.

Efter flere års ventetid kan fans af Blue Eye Samurai begynde at glæde sig. Netflix har offentliggjort en ny teaser, der samtidig afslører, at seriens anden sæson får premiere den 19. januar 2027.

I den kommende sæson fortsætter historien, hvor første sæson slap. Mizu, der lægger stemme til af Maya Erskine, har forladt Japan og er på vej mod London. Her leder hun efter de sidste to mænd, som muligvis er hendes far, med ét klart mål for øje: at få afsluttet sin hævntogt.

London bliver dog ikke nogen nem destination for den japanske sværdkæmper. Historien udspiller sig i 1657, hvor Mizu skal navigere i et fremmed samfund præget af religiøs undertrykkelse og fordomme. Samtidig bliver hun konfronteret med sin egen identitet i en verden, hvor hun skiller sig markant ud.

Handlingen bliver ikke udelukkende begrænset til London. I Japan følger vi også Akemi og Taigen, der forsøger at finde deres plads ved Edo-borgen under en ny og farlig shogun. Samtidig leder Ringo efter et nyt formål med sit liv.

Flere kendte stemmer vender tilbage i den nye sæson. Maya Erskine, Brenda Song, Darren Barnet og Masi Oka gentager deres roller som henholdsvis Mizu, Akemi, Taigen og Ringo.

Der kommer også nye ansigter til serien. Blandt de nye stemmeskuespillere finder man Jonathan Pryce, Joel Kim Booster og Sherry Cola.

Bag serien står fortsat Amber Noizumi og Michael Green, som vender tilbage som skabere, manuskriptforfattere og executive producers. Animationen bliver igen produceret af det franske animationsstudie Blue Spirit, mens Jane Wu fortsætter som instruktør og producer.

Første sæson af Blue Eye Samurai blev en stor succes og modtog blandt andet fire Emmy-priser i 2024. Serien blev særligt rost for sin visuelle stil, sine intense kampscener og sin voksne fortælling.

Anden sæson består af seks nye afsnit og får global premiere på Netflix den 19. januar 2027. Der er endnu ikke offentliggjort oplysninger om en eventuel dansk eftersynkronisering.

Nicklas Egebæk Hansen

Redaktør og skribent på Stemmerne.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *