Dubbing handler ikke bare om at efterligne en originalstemme. Hele kroppen, personligheden og skuespillerens egne erfaringer skal med ind i replikken, fortæller Peter Røschke og Sonny Lahey i Dobbel’dub. Og så hjælper det at lægge forfængeligheden ude i receptionen.
Når Sonny Lahey indspiller Lloyd i Ninjago, kan han høre Peter Røschke som Mester Wu i sine hovedtelefoner. De står ikke sammen i studiet, og Røschke kan have indspillet sin del længe inden Lahey. Alligevel føles det for Lahey som at spille over for en gammel ven.
De to har arbejdet sammen i forskellige konstellationer, siden Sonny Lahey var teenager. Først med Peter Røschke som instruktør og Lahey foran mikrofonen, senere med rollerne byttet om – og indimellem som skuespillere i den samme produktion uden nødvendigvis at møde hinanden.
Netop det mangeårige kendskab kan høres, fortæller Sonny Lahey.
– Man kan høre mennesket. Det glemmer vi nogle gange lidt, fordi vi taler så meget om gakkede stemmer. Men der er rigtig meget tegnefilm, hvor man bruger langt mere af sig selv, end vi lige regner med.
Selv når Peter Røschke leverer Mester Wus messende visdomsord med en stemme, der ligger et stykke fra hans egen, kan Lahey høre personen bag karakteren skinne igennem.
– Kunsten ved at dubbe er at have sig selv med. Også selv om det er en gakket stemme eller bare en enkelt replik, siger han.
Papegøje – men med sjæl
En dubber skal følge et eksisterende forlæg. Timingen, figurens bevægelser og den oprindelige skuespillers fortolkning sætter en ramme, som den danske version ikke bare kan ignorere.
Men arbejdet er heller ikke ren efterligning.
Peter Røschke kalder det »papegøje med sjæl«.
– Det er jo papegøje, men det er papegøje med sjæl. Det er ikke bare en båndoptagelse, som så bliver gentaget på dansk.
Den danske udgave bærer med andre ord også skuespillerens egne farver.
Sonny Lahey sammenligner forskellen med karaoke og et vellykket covernummer. Karaokesangeren følger ordene, mens coverversionen også rummer en selvstændig fortolkning.
Den danske skuespiller skal altså både være tro mod originalen og gøre replikken levende på ny. Karakteren skal ikke lyde som en oversættelse, men som en figur, der altid har talt dansk.
Kroppen forsvinder ikke, bare fordi kameraet gør
Selv om publikum kun hører stemmen, arbejder dubberen med hele kroppen. En kropsholdning, en hånd i lommen eller en bestemt grimasse kan ændre måden, en replik bliver leveret på.
Peter Røschke fortæller, at han ofte finder en fysisk nøgle til en rolle. Det kan være en særlig mundstilling, en bevægelse eller en måde at forme kroppen på. Når han gentager bevægelsen ved næste optagelse, finder han karakteren igen.
– Det er ligesom at tage et kostume på, siger Sonny Lahey.
Også instruktøren kan ende med at spille med fra den anden side af ruden. Røschke beskriver, hvordan han bruger ansigt og krop, når han forklarer en replik, og hvordan han derfor nogle gange må bede skuespilleren om rent faktisk at kigge på ham.
– Halvdelen af mit sprog er det her, siger han og henviser til alt det, podcastlytteren netop ikke kan se.
Det gør også dubbing fysisk krævende. Tre timers råb, reaktioner og koncentreret skuespil kan mærkes i hele systemet – ikke kun i stemmebåndene.
For Sonny Lahey kan de mest eksplosive roller til gengæld også virke næsten terapeutiske.
– I begyndelsen lavede jeg meget gakket, monstre og den slags. Det var nærmest gratis terapi, som jeg ovenikøbet fik penge for. Jeg kom af med al min vrede.
Forfængeligheden skal blive udenfor
Hvis kroppen skal have frit spil, må dubberen acceptere, at arbejdet ikke nødvendigvis ser kønt ud.
Man kan stå med en finger i munden, tale ned i en kop, trække i kinden eller forvride hele ansigtet for at ramme den rigtige lyd. Resultatet er det eneste, publikum møder.
– Det er ligegyldigt, hvordan du ser ud. Der er ikke nogen, der fotograferer dig, siger Peter Røschke.
Han har oplevet mange scene- og filmskuespillere, der finder netop dét befriende. De kan komme i joggingtøj og uden makeup. De skal ikke repræsentere sig selv visuelt, men kan koncentrere sig fuldstændigt om stemmen og figuren.
Sonny Lahey er enig:
– Forfængeligheden hjælper ikke. Den skal man hænge ude i receptionen.
Friheden gør det muligt at undersøge yderkanterne af det instrument, stemmen er. Hvor lyst, mørkt, voldsomt eller mærkeligt kan det blive, uden at karakteren mister sin troværdighed?
Fra følsomme hovedroller til vanvittige bifigurer
Peter Røschke og Sonny Lahey har begge bevæget sig mellem det stille og det eksplosive.
Lahey husker den følsomme titelrolle i Doug som en af sine vigtigste tidlige opgaver. Serien tog udgangspunkt i Dougs dagbog og indre liv og krævede et mere nuanceret spil end de monstre og komiske figurer, han også lagde stemme til.
Senere er blandt andre Klumperumsprinsessen og den konstant skrigende Jarl af Citrushaps fra Eventyrtid blevet favoritter.
– Hvis man siger til sådan nogle som os, at vi bare skal give den 300 procent gas, så er det enormt forløsende, siger Lahey.
Peter Røschke beskriver sig selv som birolleskuespiller. Han holder af at møde ind til en optagelse og skulle skabe en hel række figurer, som måske kun har en enkelt replik hver.
– På den ene replik skal han nå at fortælle: Hvem er jeg? Hvor bor jeg? Hvad føler jeg? Det synes jeg er fantastisk.
Hans favoritter spænder derfor også vidt: fra de gakkede universer i Animaniacs, Taz-Mania og Ko og Kylling til den stilfærdigt ubehagelige Darth Sidious i Star Wars.
Fælles for rollerne er kravet om at gå hele vejen. Et monster må ikke kun være 50 procent monster og overlade resten til billedet. Og bliver monsteret pludselig ked af det, skal skuespilleren være lige så helhjertet med på den følelsesmæssige rejse.
Da syv skuespillere skulle være et helt univers
Et af de steder, hvor Peter Røschke og Sonny Laheys veje for alvor krydsede hinanden, var den anarkistiske superhelteserie Freakazoid! fra 1990’erne.
Røschke instruerede den danske version og måtte ifølge sin erindring skabe hele seriens persongalleri med blot syv skuespillere – inklusive sig selv. Lahey spillede den almindelige teenager Dexter Douglas og flere af seriens øvrige figurer.
Serien brød konstant sin egen form med falske reklamer, direkte henvendelser til publikum, parodier og figurer, der dukkede op uden forklaring. Den fik kun 24 afsnit fordelt på to sæsoner, men har siden fået kultstatus.
For Røschke var den et ideelt sted at lege.
– Den brød alle regler. Det syntes jeg var sindssygt sjovt.
Den tilgang opsummerer på mange måder deres syn på dubbing: Et præcist håndværk med faste rammer, hvor skuespilleren samtidig skal turde slippe kontrollen, se mærkelig ud og komme med hele sig selv.
Papegøje, ja. Men papegøje med sjæl.
Hør hele samtalen: I Dobbel’dub bliver Peter Røschke og Sonny Lahey udfordret i en quiz om deres egne roller, laver en stribe karakterstemmer og ser et afsnit af Freakazoid! sammen. Afsnittet er eksklusivt for støtter af Stemmerne.dk.
Podcastvært og skribent på Stemmerne.dk
