»Jeg har fået et fantastisk arbejdsliv«: Lars Thiesgaard om at give animationens guldalder en dansk stemme

Fra et kursus i 1988 til Pumba, Grisling og nogle af Disneys største klassikere: Lars Thiesgaard har gennem årtier sat sit præg på dansk dubbing – både foran mikrofonen og som instruktør, oversætter og caster. I Stemmen bag Stemmen fortæller han om de magiske øjeblikke i studiet, kærligheden til dialekter og beslutningen om at give stafetten videre, mens glæden ved faget stadig var intakt.

Interviewet blev udgivet som første afsnit af Stemmen bag Stemmen den 9. august 2023.

Når Lars Thiesgaard går ned ad gaden, er det ikke sikkert, at nogen genkender ham. Men så snart han åbner munden, kan der ske noget.

For hans stemme – eller rettere: hans mange stemmer – har fulgt generationer af danskere gennem barndommen. Han har været Pumba i Løvernes Konge, Grisling i Peter Plys, Sorteper, Jokeren, Yoda, Scooby-Doo, Don Karnage, Gargamel og Fozzie Bear. Listen er så lang, at rollerne næsten bliver til en lydlig danmarkshistorie.

Men Lars Thiesgaards betydning for dansk dubbing kan ikke måles alene i antallet af figurer, han har lagt stemme til. Gennem årtier har han også arbejdet som oversætter, dialoginstruktør og caster. Han har med andre ord ikke bare stået ved mikrofonen. Han har været med til at beslutte, hvem der skulle stå der, hvad de skulle sige, og hvordan internationale animationsfilm kunne få et troværdigt dansk liv.

I podcasten Stemmen bag Stemmen ser han tilbage på et arbejdsliv, som begyndte med en lille annonce om et kursus og førte ham direkte ind i en periode, hvor nogle af animationshistoriens mest elskede film blev skabt.

Da Junglebogen åbnede en verden

Lars Thiesgaards forhold til tegnefilm begyndte længe før hans første dag i et lydstudie.

Som otteårig så han Junglebogen i biografen i Gråsten. Året var 1967, og oplevelsen satte sig fast. Han læste allerede Anders And-blade og var fascineret af tegningerne, men i biografmørket blev figurerne levende. De bevægede sig, talte og sang på dansk.

Det var ikke blot underholdning. For Lars Thiesgaard rummer de store animationsfortællinger hele følelsesregisteret. De kan være sjove og farverige, men også handle om tab, jalousi, ensomhed, ansvar og død. Derfor bryder han sig ikke om forestillingen om, at tegnefilm bare er ufarligt fyld for børn.

Da hans egen søn som femårig så Løvernes Konge, førte Mufasas død til et stort spørgsmål: Skulle hans far også dø, før han selv gjorde?

Sådan kan en animationsfilm åbne en samtale, som ellers kan være vanskelig at begynde. Barnet får en fortælling og nogle figurer at tænke igennem, og den voksne får et sted at møde barnet.

Det er en af grundene til, at Lars Thiesgaard tager dubbing alvorligt. Når historien er vigtig, skal den danske version også være det.

»Hold da op, Lars – du har mange stemmer«

Vejen ind i faget var ikke planlagt.

Lars Thiesgaard var uddannet skuespiller og befandt sig i 1988 mellem teateropgaver, da han så et kursus annonceret gennem Dansk Skuespillerforbund: Lær at dubbe tegnefilm.

Kurset foregik hos Sun Studio med Henrik Koefoed og Nis Bank-Mikkelsen som undervisere. Undervejs kom en bemærkning, der skulle vise sig at være mere end en venlig kompliment:

»Hold da op, Lars – du har mange stemmer.«

Han havde ganske vist altid lavet stemmer, men havde aldrig tænkt på evnen som en mulig levevej. Kort efter eksploderede efterspørgslen. I 1989 fik Sun Studio store mængder Hanna-Barbera-serier til dansk tv, blandt andet Familien Flintstone, Familien Jetson, Huckleberry Hound, Dastardly og Muttley og Yogi Bear.

Pludselig var der brug for skuespillere, som hurtigt kunne skabe tydelige figurer og skifte mellem dem. Lars Thiesgaard passede ind.

Han begyndte som stemmeskuespiller, men fik snart flere funktioner. Han havde overvejet journalistikken som alternativ til skuespillet og holdt af at skrive, så oversættelse blev et naturligt næste skridt. Derefter kom instruktion og casting. Da Disney bad ham instruere Nye eventyr med Peter Plys, var en ny del af karrieren i gang.

Studiet gav ham samtidig noget, teatret ikke kunne: muligheden for at forfine et øjeblik.

På en scene kan man ikke standse forestillingen, spole tilbage og prøve en replik igen. I et lydstudie kan man tage sætningen én gang til, ændre et tryk, flytte en pause eller finde præcis den følelse, der får figur og billede til at smelte sammen.

Det blev en arbejdsform, han elskede.

Øjeblikket, hvor Mufasa stod i rummet

Casting til en stor animationsfilm er ikke bare et spørgsmål om at finde en kendt stemme. Instruktøren modtager typisk en detaljeret beskrivelse af figuren og skal vurdere, hvad den danske skuespiller først og fremmest skal kunne matche.

Nogle gange leder man efter en stemme, der ligger tæt på originalen. Andre gange er det vigtigere at ramme figurens energi, komiske timing eller følelsesmæssige spændvidde.

Mufasa i Løvernes Konge var et eksempel på det første. James Earl Jones havde givet originalfiguren en dyb, myndig klang, og Lars Thiesgaard ledte efter en dansk stemme med tilsvarende tyngde. Valget faldt på operasangeren Aage Haugland.

Da Haugland sagde sin første replik, var der ifølge Thiesgaard ingen tvivl:

»Der var han.«

Det er den slags øjeblikke, en caster håber på. Ikke fordi stemmen nødvendigvis lyder identisk med originalen, men fordi figurens væsen pludselig står i rummet.

Ånden i Aladdin krævede en anden tilgang. Det ville ikke give mening blot at finde en dansk efterligning af Robin Williams. Rollen krævede en skuespiller, som på sin egen måde kunne levere det samme bombardement af figurer, stemmer, temposkift og improvisatorisk overskud. Her blev Preben Kristensen løsningen.

For Lars Thiesgaard handler en vellykket dansk version netop om balancen mellem respekt og selvstændighed. Man skal forstå, hvad originalen gør, men resultatet skal lyde, som om figuren altid har talt dansk.

En zebra fra Falster og en kranbil med dialekt

Også komik skal oversættes som mere end ord.

Da zebraen Marty i Madagascar skulle have en dansk stemme, tog castingen udgangspunkt i Chris Rocks karakteristiske energi: lys, hurtig og næsten maskingeværagtig. Lars Thiesgaard fandt den danske pendant i Mick Øgendahl. Han skulle ikke kopiere Chris Rock, men skabe det samme fremadrettede, uregerlige drive på dansk.

I Biler var opgaven en anden. Bumle er i originalversionen formet af Larry the Cable Guys markante amerikanske dialekt og folkelige lune. I den danske version blev rollen spillet af Lars Hjortshøj.

Her blev sprogets lokale farver afgørende. En figur kan ikke bare oversættes ord for ord, hvis humor, miljø og personlighed skal overleve rejsen. Selv valget mellem små ord som »sjovt« og »skægt« kan ændre, hvem en figur føles som.

For at få bilernes verden til at lyde rigtig blev racerkøreren Jason Watt desuden inddraget til at gennemgå motorsportssproget. Det er et godt eksempel på, hvor mange detaljer der gemmer sig bag en version, som helst skal opleves helt ubesværet af publikum.

Lars Thiesgaard voksede selv op i Gråsten og lærte under sin skuespilleruddannelse at lægge det sønderjyske væk. Men dialekten forsvandt ikke. Den blev endnu en farve på paletten.

Han ved samtidig, at dialekt kræver omtanke. Hvis han siger Hamlets »at være eller ikke være« på meget bredt sønderjysk, vil mange automatisk le. Det viser, hvor stærke kulturelle forestillinger vi knytter til måden, mennesker taler på.

Dialekten må derfor ikke blive en genvej til at gøre en figur dum. Bumle er måske ikke poleret, men for Lars Thiesgaard er han på mange måder den egentlige helt i Biler. Det er Bumle, der lærer Lynet McQueen noget vigtigt om venskab, værdighed og det, der betyder mere end at vinde.

Smerten skulle også kunne høres

En stemmeprøve kan være teknisk overbevisende og alligevel mangle det afgørende.

Da Quasimodo til Klokkeren fra Notre Dame skulle findes, sendte holdet flere gode prøver af sted. Skuespillerne kunne synge, spille og matche figuren. Men tilbagemeldingen fra Disney var, at noget manglede: smerten hos et menneske, der hele sit liv havde været lukket inde i et tårn.

Prøverne måtte tages om med en anden grundtone. Melankolien skulle ikke nødvendigvis fylde hver replik, men den skulle kunne mærkes under ordene.

Historien illustrerer den del af dubbing, som publikum ikke ser. Skuespilleren står ganske vist foran en mikrofon, men arbejdet er fysisk og følelsesmæssigt. Kroppen er med, selv om kun stemmen bliver optaget. Der bliver gestikuleret, spændt op, løbet på stedet og spillet med hele ansigtet for at få lyden til at leve.

Efter en krævende session kan man være lige så træt, som hvis man havde stået på en scene.

Midt i animationens guldalder

Efter de mange tv-serier kom de store biograffilm.

Skønheden og Udyret blev en milepæl. Ambitionsniveauet var højt, og der blev blandt andet hentet et helt kor ind til indspilningerne. Siden fulgte Aladdin og Løvernes Konge. Senere kom Pixar med Toy Story, mens DreamWorks blandt andet skabte Shrek.

Lars Thiesgaard sad midt i det, han i dag beskriver som animationens guldalder. Han fik lov til at arbejde med store fortællinger og nogle af landets bedste skuespillere, sangere og komikere. Ifølge ham blev den danske udgave af Løvernes Konge udpeget af Disney som den bedste dubbede version i verden.

Det var ikke én persons fortjeneste. En vellykket dansk version opstår i mødet mellem oversættelse, instruktion, sang, teknik og skuespil. På Løvernes Konge stod Lars Thiesgaard for dialoginstruktionen, mens Søren Launbjerg tog sig af sangene. Men anerkendelsen blev et synligt bevis på, hvor højt niveauet i de danske studier kunne være.

Samtidig kunne Lars Thiesgaard leve et almindeligt familieliv. Han arbejdede med film, som millioner så, uden nødvendigvis selv at blive stoppet på gaden. Han fik det bedste fra to verdener: store kunstneriske oplevelser og en hverdag, der stadig var hans egen.

»Jeg har fået et fantastisk arbejdsliv.«

Pumba går lige i hjertet

Når Lars Thiesgaard bliver bedt om at vælge én rolle blandt de mange, vender han tilbage til Pumba.

Ikke nødvendigvis fordi rollen er teknisk sværere end alle andre, men fordi den er blevet set af så mange og har skabt så meget glæde. Pumba er naiv, loyal og umiddelbar. Han går, som Thiesgaard siger, lige i hjertet.

Sangen »Hakuna Matata« stillede ham også over for en opgave, han ikke betragtede sig selv som oplagt til. Han var ikke uddannet sanger, men kunne synge gennem figuren. Den skæve stemme var ikke en forhindring. Den var selve pointen.

Alligevel er det svært for ham at rangordne rollerne. De er som børn, man holder af på forskellige måder. Også skurkene skal mødes med kærlighed, hvis de skal blive levende.

Gargamel ser for eksempel sig selv som den, der har ret. Men Lars Thiesgaard tror ikke, at han ville blive lykkelig, selv hvis det en dag lykkedes ham at fange smølferne. Jagten dækker over noget andet, og skuespilleren må finde det menneskelige i figuren – også når figuren er grotesk eller ond.

At spille en rolle er derfor ikke nødvendigvis at blive mere som den. Det er at besøge sider af sig selv og bruge egne erfaringer som materiale. Følelserne skal komme et sted fra, hvis publikum skal kunne tro på dem.

»Hvad skal du i morgen?«

Som caster oplevede Lars Thiesgaard også de sjældne prøver, hvor et usædvanligt talent viste sig med det samme.

Han fortæller om den første gang, Jens Jacob Tychsen kom til stemmeprøve. Tychsen fik ti forskellige figurer. Normalt ville en kandidat måske ramme halvdelen overbevisende og have brug for instruktion undervejs. Men den ene figur efter den anden sad næsten med det samme.

Da prøven var slut, sagde Lars Thiesgaard ikke det sædvanlige »vi ringer«. Han spurgte:

»Hvad skal du i morgen?«

For ham er Tychsens arbejde som SvampeBob Firkant et eksempel på, hvad der sker, når en skuespiller ikke bare leverer en sjov lyd, men bygger en figur, som kan holde gennem mange afsnit og mange følelsesmæssige situationer.

Det samme princip gælder, når eksempelvis Nikolaj Lie Kaas føjer små personlige detaljer til en rolle. De bedste skuespillere kommer ikke tomhændede til studiet. De tager instruktionen ind og bidrager samtidig med noget, ingen kunne have skrevet på forhånd.

Når stemmen og figuren ikke længere har samme alder

Et langt arbejdsliv med faste figurer rejser også spørgsmålet om, hvornår en rolle skal gives videre.

Lars Thiesgaard holder sit instrument i gang gennem dubbing, lydbøger og foredrag, men stemmen forandrer sig som resten af kroppen. Hvis det høje register en dag ikke længere er der, kan han ikke nødvendigvis fortsætte som Grisling.

En af hans tidlige store Disney-roller var Prins Erik i Den lille havfrue fra 1989. Da historien mange år senere blev genfortalt som liveactionfilm, var det naturligt at vælge en yngre stemme. Figuren er stadig en ung prins, selv om skuespilleren bag den oprindelige danske stemme er blevet ældre.

For Lars Thiesgaard er det ikke et nederlag. Hvis en anden passer bedre til rollen, er det den rigtige beslutning. Han har selv truffet den slags valg som instruktør – blandt andet da Magnus Millang blev castet som Jokeren i Lego Batman Filmen, selv om Thiesgaard selv ofte havde spillet figuren.

Rollen tilhører i sidste ende fortællingen og publikum, ikke skuespilleren.

At gå, før man bliver manden i hjørnet

På tidspunktet for interviewet havde Lars Thiesgaard lagt arbejdet som dialoginstruktør bag sig omkring to år tidligere.

Han stoppede ikke, fordi han havde mistet troen på dansk dubbing. Tværtimod så han dygtige unge instruktører og teknikere tage over, flere studier i København og en voksende mængde indhold fra streamingtjenesterne.

Beslutningen handlede om at give plads – og om at bevare et godt forhold til det fag, han elskede.

»Man skylder det, man elsker at lave, at smutte, før man bliver en, der sidder og snakker om gamle dage.«

Han ville ikke ende som manden i hjørnet, der bestandigt forklarede, at alting var bedre før. Derfor gav han stafetten videre, mens han stadig kunne glæde sig over det, der kom efter ham.

Livet havde også fået et nyt tyngdepunkt. Han var blevet plejefar for to børn på syv og ni år og så igen animationsfilm sammen med børn. På den måde vendte fortællingerne tilbage i en ny rolle: ikke som materiale, der skulle instrueres, men som oplevelser, der kunne deles.

En kunstig stemme kan hjælpe – men kan den føle?

Kunstig intelligens og syntetiske stemmer er allerede en del af lydverdenen, og Lars Thiesgaard afviser ikke teknologien som sådan.

Han har selv lagt stemme til en digital model, som blandt andet kan læse kommunale og faglige tekster op. Han har mødt studerende, der fik hjælp af den kunstige stemme til at komme igennem svært stof – i ét tilfælde helt frem til en bestået eksamen i biologi.

Det er for ham et klart eksempel på, at teknologien kan gøre nytte.

Men oplæsning af information er ikke det samme som skuespil. En syntetisk stemme kan efterligne klang og rytme, men den har ikke et levet følelsesliv at trække på. Den kan ikke uden videre være vred, ironisk, bange eller forelsket på den måde, et menneske er det. Hver nuance skal skabes og styres.

Perfektionen kan også blive ensformig. En menneskelig oplæser laver små uregelmæssigheder, skifter tempo og placerer måske et tryk uventet. Netop det kan få lytteren til at vågne.

Derfor har Lars Thiesgaard svært ved at forestille sig, at levende skuespillere helt kan erstattes i dubbing. Teknikken kan gengive en stemmes overflade. Spørgsmålet er, om den også kan rumme alt det, der ligger nedenunder.

Hans eget arbejdsliv peger på svaret. Det afgørende har aldrig bare været at få en dansk lyd ud af en figur. Det har været at forstå, hvem figuren er, hvad den skjuler, og hvorfor publikum skal føle noget for den.

Det var dét, der skete, da Aage Haugland sagde Mufasas første replik. Og det er dét, der fortsat sker, når en dansk stemme rammer så præcist, at vi glemmer mikrofonen, studiet og skuespilleren – og kun hører figuren.