Den canadiskfødte stemmeskuespiller er Eric Bauza er død, kun 46 år gammel. Det oplyser hans familie på instagram. Familien har ikke oplyst dødsårsagen eller givet andre detaljer.
Bauza blev født i 1979 i Scarborough uden for Toronto og havde filippinske rødder. Han fik et af stemmeskuespillets mest prestigefyldte job, da han overtog Snurre Snup og Daffy Duck i serien Looney Tunes Cartoons, som havde premiere i 2020. Dermed blev han en del af rækken af stemmer, der startede med legenden Mel Blanc.
I 2022 vandt Bauza den første Children’s and Family Emmy for bedste stemmepræstation i en animeret produktion for netop Looney Tunes Cartoons. Året efter vandt han igen for førskoleserien Bugs Bunny Builders, og i 2024 vandt han for et Teen Titans Go!-special.
Én mand, et helt persongalleri
Bauza var kendt for at kunne bære en hel scene alene. I Looney Tunes Cartoons lagde han stemme til Snurre Snup, Daffy Duck, Pip, Marsmanden Marvin og flere andre. I Space Jam: A New Legacy (2021) spillede han blandt andre Daffy Duck, Pelle Gris, Elmer Fjot og Foghorn Leghorn. I Tiny Toons Looniversity lagde han stemme til Buster Bunny.
Uden for Looney Tunes var han blandt andet titelfiguren i Netflix-serien The Adventures of Puss in Boots, Baby Fozzie i Muppet Babies og Luke Skywalker i en række animerede Lego Star Wars-produktioner.





