Disney bekræftede ved D23, at Angel, Stitchs lyserøde pendant og kærlighedsinteresse fra universet, kommer til at spille en rolle i den kommende film. Under præsentationen blev der desuden vist nyt materiale fra filmen, hvor Stitch selv dukkede op på scenen.
Filmen er planlagt til biografpremiere i løbet af sommeren 2028, og de første oplysninger peger på, at historien vil fortsætte efter begivenhederne i den første live-action-film fra 2025. Lilo & Stitch 2 er samtidig en af flere store Disney-live-action-film, der er på vej i de kommende år.
Bygger videre på en gammel kending
Titlen er ikke helt ny for Disney-fans. Den kommende live-action-film deler nemlig navn med animationsfilmen Lilo & Stitch 2: Stitch Has a Glitch fra 2005.
Den animerede efterfølger foregår efter den første Lilo & Stitch og handler om, hvordan Stitch pludselig begynder at få problemer med sin molekylære sammensætning. Hans gamle, destruktive programmering vender tilbage, hvilket truer både hans forhold til Lilo og familiens ‘ohana. Samtidig forbereder Lilo sig til en stor hula-konkurrence, hvor hun ønsker at følge i sin mors fodspor.
Det er dog endnu uklart, hvor tæt live-action-filmen kommer til at følge historien fra Stitch Has a Glitch. Disney har tidligere understreget, at live-action-versionen af Lilo & Stitch ikke var tænkt som en direkte én-til-én-gengivelse af tegnefilmen, men som en nyfortolkning, der forsøger at bevare originalens ånd.
Derfor er det heller ikke sikkert, at vi får præcis samme historie som i animationsfilmen fra 2005.
Hvad ved vi om den danske version?
Der er endnu ikke offentliggjort oplysninger om de danske stemmer til den kommende live-action-efterfølger. Det er derfor for tidligt at sige, hvem der kommer til at lægge danske stemmer til Lilo, Stitch, Nani, Angel og de øvrige karakterer.
Den første Lilo & Stitch 2 fik dog dansk tale, da den udkom i Danmark. Blandt de danske stemmer var Amin Jensen som Stitch, Sarah Juel Werner som Lilo, Trine Pallesen som Nani, Peter Mygind som Pleakley og John Hahn-Petersen som Jumba.
Den animerede film kan fortsat ses med dansk lyd på Disney+ eller DVD.
Der er dermed lagt op til endnu et gensyn med Hawaiis mest elskede familie denne gang med Stitch, Lilo og Angel i centrum. Og med premieren sat til sommeren 2028 bliver det interessant at se, om Disney vælger at genfortælle Stitch Has a Glitch eller bruger den gamle efterfølger som inspiration til en helt ny historie.