Flere hundrede medarbejdere mister jobbet hos Disney, og animationsstudiet Pixar står for den største del af nedskæringerne på filmsiden. Fyringsrunden kommer på et tidspunkt, hvor studiet både har haft store succeser og kæmpet med at få nye originale film til at slå igennem.
The Walt Disney Company har iværksat endnu en omfattende sparerunde, der rammer flere af koncernens største afdelinger. Ifølge Disney bliver flere hundrede stillinger nedlagt på tværs af selskabet, herunder hos Disney Entertainment Television, ESPN, samt filmdivisionen.
Inden for filmforretningen er det Pixar Animation Studios, der bliver hårdest ramt. Disney har ikke offentliggjort det præcise antal afskedigelser på animationsstudiet, men understreger, at fyringerne er en del af en bredere omstrukturering af virksomheden.
“Disse ændringer er en del af vores løbende evaluering af, hvordan vi bedst forvalter vores ressourcer og geninvesterer på tværs af virksomheden, mens underholdningsbranchen fortsætter med at udvikle sig,” lyder det i klassisk virksomhedsstil, fra en talsperson for Disney.
Der trimmes til
Det er blot to år siden, Pixar gennemførte en markant nedskæring, hvor omkring 175 medarbejdere, svarende til cirka 14 procent af arbejdsstyrken, måtte forlade studiet.
Dengang skyldtes beslutningen blandt andet, at Disney reducerede satsningen på eksklusive streamingproduktioner til Disney+ og igen prioriterede biograffilm. Dette er fortsat hovedargumentet for den fortsatte nedgang i antal ansatte; fokus skal være på sikre biografhits, som kan skaffe virksomheden kapital, her og nu.
Derudover fyrede Disney tilbage i april omkring 1000 medarbejdere, hovedsageligt med fokus på marketing. Den nyeste fyringsrunde kommer samtidig med, at Pixar befinder sig i en periode med blandede resultater.
På den ene side har Toy Story 5 været en stor billetsucces og er blevet en af studiets stærkeste lanceringer nogensinde. På den anden side har Pixars originale film haft sværere ved at tiltrække det brede biografpublikum.
Både Elio og årets Mission: Bæver tjente ganske enkelt ikke nok penge, sammenlignet med studiets store franchises, selv om sidstnævnte blev godt modtaget af både anmeldere og publikum.
Skarpere fokus
Nedskæringerne hænger ikke nødvendigvis sammen med én enkelt films præstation, men afspejler snarere studiets nuværende produktionsniveau og den samlede mængde projekter under udvikling.
Disney har de seneste år reduceret antallet af produktioner, for i stedet at fokusere på færre udgivelser med større kommercielt potentiale. Dette var et af de centrale elementer for Bob Iger, da han igen overtog styringen af Disney-koncernen.
Pixar arbejder fortsat på flere kommende film, heriblandt den originale animationsfilm Gatto fra Luca-instruktør Enrico Casarosa samt De Utrolige 3, der er under udvikling.
Fyringerne er en del af en bredere omstrukturering hos Disney, som i de seneste år har gennemført flere sparerunder for at effektivisere organisationen og tilpasse sig et underholdningsmarked i hastig forandring.
Ud over Pixar, rammes også blandt andet National Geographic og ESPN, mens Disney fortsætter arbejdet med at reducere omkostningerne på tværs af koncernen.
