“Hvis vi skal lave naturen troværdig, må vi nogle gange leve midt i den,”
– Walt Disney

Disney Animation Studio ønskede at rykke grænsen for, hvad animation kunne være. I 1942 blev der hentet flere dyr ind som levende modeller til animatorerne. Walt Disney ønskede, at bevægelserne i Bambi skulle være langt mere naturtro end noget, publikum tidligere havde set i en tegnefilm. Derfor brugte animatorerne timer på at observere dyrenes muskler, gangarter og reaktioner.

Men en eftermiddag gik det ganske galt.

Dyreriget i et kontorlandskab

Ifølge tidligere medarbejdere var en ung kronhjort blevet ført ud i en mindre indhegning ved studiets haveområde, hvor kunstnere sad og tegnede skitser. Dyret virkede først roligt, men blev pludselig skræmt af en høj metallisk lyd fra et sæt lamper, der væltede under en optagelse i nærheden.

“Den frøs et øjeblik og stirrede direkte på os,” fortalte den tidligere animator Frank Thomas mange år senere. “Så eksploderede den nærmest i bevægelse og forvildede sig.”

Hjorten sprang gennem et lavt hegn og satte i fuld fart gennem haven foran animationsbygningen. Tegnere tabte blyanter og papir, mens ansatte sprang til side for ikke at blive ramt.

“Der fløj skitser overalt,” huskede en medarbejder fra farveafdelingen. Nogen råbte: “Pas på blomsterbedene!” mens andre bare stod helt stille og gloede.

Flere animatorer reagerede næsten instinktivt ved at begynde at studere dyrets bevægelser i stedet for at flygte.

“Man kunne se musklerne arbejde under pelsen,” fortalte en af studiets unge tegnere senere. “Selv midt i kaosset tænkte folk: ‘Det dér. det skal vi bruge i filmen!’”

Hjorten løb først mod studiets centrale gårdhave, hvor den gled på en våd stensti og væltede et lille bord med kaffekopper. Herefter fortsatte den mellem appelsintræerne bag animationsafdelingen, mens to dyrepassere og flere teknikere forsøgte at omringe den.

Ifølge øjenvidner forsøgte en medarbejder at lokke hjorten til ro med æbler fra kantinen, mens en anden stille og roligt nærmede sig med et tæppe for ikke at skræmme dyret yderligere.

“Det føltes som en scene direkte fra filmen,” sagde en sekretær senere. “Alle løb rundt, men hjorten bevægede sig stadig med en slags elegance.”

En historie til tiden

Efter omtrent tyve minutters jagt lykkedes det omsider at få hjorten tilbage i indhegningen. Flere ansatte blev bagefter stående i haven og talte ophidset om episoden, mens animatorerne hurtigt begyndte at omsætte oplevelsen til nye skitser.

Walt Disney selv skulle angiveligt have været både frustreret og begejstret over hændelsen.

“Hvis vi skal lave naturen troværdig, må vi nogle gange leve midt i den,” skulle han have sagt med et grin senere samme dag.

Hændelsen blev siden en af de mest populære historier blandt veteranerne fra studiet og blev ofte fortalt som et eksempel på, hvor langt Disney gik for at skabe realisme i Bambi. Mange animatorer mente senere, at netop de spontane bevægelser fra den undslupne hjort hjalp dem med at give filmens dyr et mere levende og naturligt udtryk.

Da Bambi fik premiere i 1942, roste anmeldere især animationernes detaljer og dyrenes realistiske kropssprog. Bag de færdige tegninger gemte der sig blandt andet minderne om en hektisk eftermiddag, hvor naturen bogstaveligt talt løb gennem Disneys have.