Hvordan oversætter man en joke, når man selv er punchlinen?

Hvad gør man, når man skal gøre grin med franskmænd – men selv er franskmand? Eller når en karakter, der er sjov, fordi han taler spansk, pludselig skal indtales på spansk?

Det er et af dubbingens mest oversete dilemmaer. For når animationsfilm oversættes til andre sprog, er det ikke altid nok at oversætte replikkerne. Nogle gange skal selve joken opfindes på ny.

Det gik for nyligt op for mig i en samtale med nogle gode venner. De havde nemlig snakket med en kvinde fra Frankrig, som så noget uforstående ud, da snakken faldt på den stereotype kok i Den Lille Havfrue: “Han er jo fra Italien”, lød det fra den franske kvinde.

Det satte tankerne i gang. Hvordan håndterer man stereotyper, kulturer og personligheder, som er bundet op på den selvsamme kultur man dubber i?

Louis – Den Lille Havfrue

I Den Lille Havfrue finder vi den franske kok Louis. Vi kender ham alle sammen som en passioneret, men også ilter, fransk kok.

Men hvad gør man, når filmen indtales på et sprog, hvor man selv er den stereotyp, der bliver lavet sjov med?

I den franske version af Den Lille Havfrue viser det sig nemlig, at kokken Louis slet ikke er fransk – men derimod italiener! En karakter er ikke lige så sjov, hvis alle andre også taler fransk, og man var derfor nødt til at finde på andre måder at gøre grin med hans excentriske personlighed på.

Det gjorde man ved, at gøre ham italiensk i stedet for fransk. Man må håbe franskmændene køber præmissen, for han er unægtelig svær at tage fejl af som værende fransk.

Lumière – Skønheden og Udyret

Herhjemme hører vi alle Preben Kristensens fantastisk overdrevne version af en fransk kurtisør.

Men i den franske version af Skønheden og Udyret er Lumière ikke længere den klassiske, charmerende franskmand, som vi kender ham. Den stereotype fungerer nemlig ikke på samme måde, når publikum selv er fransk.

I stedet bliver Lumière fremstillet som en storladen og teatralsk underholder, ja nærmest en gammeldags kabaretvært eller konferencier. Med sine rullende r’er, poetiske formuleringer og dramatiske facon fremstår han som en excentrisk showman snarere end en karikatur af en udlænding.

På dansk og engelsk er hans personlighed derimod tættere knyttet til stereotypen om fransk romantik, charme og gæstfrihed. Det er altså den samme karakter, men med en lidt anden kulturel vinkel, alt efter hvem der ser filmen.

Thomas O’Malley – Aristocats

I Disneys Aristocats fra 1970, møder vi den charmerende gadekat Thomas O’Malley, der hjælper Duchess og hendes killinger. I den engelske original har han en afslappet, folkelig fremtoning, og hans navn antyder irske rødder.

Men i den italienske version bliver han til Romeo; “er mejo der Colosseo”, hvilket på romersk dialekt omtrent betyder »den bedste kat i Colosseum«. Samtidig får han en markant romersk dialekt, og hans baggrund ændres fra irsk til italiensk.

Det er ikke bare en ny accent, men en hel kulturel omskrivning. I stedet for at forsøge at overføre den engelske versions sproglige særpræg direkte til italiensk, gav man ham en lokal identitet, som det italienske publikum kunne genkende. Den romerske dialekt understreger hans jordnære charme og afslappede attitude, præcis de egenskaber, der gør ham til en sympatisk gadekat.

Resultatet er et godt eksempel på, hvordan dubbing kan gå langt videre end oversættelse. Nogle gange må en karakter nærmest flytte til et nyt land for stadig at være den samme.

Tony og Joe – Lady og Vagabonden

I Disneys Lady og Vagabonden møder vi de italienske restaurantindehavere Tony og Joe, der blandt andet er kendt for deres kærlighed til mad, musik og romantik. Men hvordan oversætter man egentlig stereotypen om den italienske restaurantindehaver til italiensk?

I den oprindelige italienske dubbing fra 1955 valgte dialogforfatteren Roberto De Leonardis at give karaktererne en tydelig siciliansk dialekt. På den måde kunne man bevare deres sydlandske, passionerede og folkelige fremtoning, uden at de blot kom til at lyde som amerikanske karikaturer af italienere.

Løsningen blev særdeles populær blandt italienske seere, og stemmerne blev med tiden en elsket del af filmens historie.

Da Disney genindtalte filmen i 1997, ændrede man imidlertid kurs. Tony fik nu en varm napolitansk accent i stedet for den sicilianske. Det var en måde at gøre karakteren mindre karikeret på, samtidig med at man bevarede forbindelsen til den italienske kultur. Napoli forbindes blandt andet med romantisk musik, pizza og italiensk charme – alt sammen noget, der passer godt til filmens stemning og den berømte sang Bella Notte.

Den nye version faldt dog ikke i god jord hos de italienske seere. Mange savnede de oprindelige stemmer, og Disney endte med at bringe dubbingen fra 1955 tilbage til senere udgivelser.

Eksemplet viser, at selv små ændringer i en karakters accent kan have stor betydning for publikum. Det, der på papiret virker som en mere naturlig eller moderne løsning, er ikke nødvendigvis det, seerne foretrækker.

Buzz Lightyear – Toy Story 3

Et af de mere komiske eksempler på dubbingens udfordringer finder vi i Toy Story 3, hvor Buzz Lightyear ved et uheld bliver nulstillet og går i sin såkaldte spanske tilstand. Pludselig forvandler den ellers alvorlige rumhelt sig til en dramatisk og passioneret flamencodanser, der bevæger sig med storladne armbevægelser og romantiske fagter.

Men hvordan oversætter man en joke om, at en karakter pludselig begynder at tale spansk, når filmen allerede er på spansk?

I den latinamerikanske version løste man problemet ved at give Buzz en markant castiliansk accent, som er den accent, man typisk forbinder med Spanien. For latinamerikanske seere kan den lyde både højtidelig og teatralsk, hvilket passer godt til den overdrevne udgave af Buzz.

I den spanske version stod man over for den modsatte udfordring. Her taler alle allerede castiliansk spansk, så man måtte finde en anden måde at markere forvandlingen på. Løsningen blev at give Buzz en kraftig andalusisk accent fra det sydlige Spanien, regionen, der blandt andet forbindes med flamenco.

På den måde kunne man bevare pointen i scenen, selvom den sproglige joke måtte ændres. Buzz skulle stadig lyde som en helt anden person, når han blev nulstillet, og hans nye accent skulle understøtte den flamboyante og romantiske personlighed, som gør scenen så morsom.

Når oversættelsen bliver en kreativ opgave

Dubbing handler altså om langt mere end at oversætte replikker fra ét sprog til et andet. Det handler også om at oversætte humor, kulturelle referencer og stereotyper, så de giver mening for et nyt publikum.

Nogle gange betyder det, at en fransk kok må blive italiensk, at en charmerende fransk lysestage bliver til en teatralsk showman, eller at Buzz Lightyear får en helt ny accent.

For når en joke bygger på, at en karakter lyder fremmed, er det ikke altid nok at oversætte ordene. Nogle gange må man også oversætte selve stereotypen.