Der er gået syv år, siden animationsstudiet LAIKA sidst sendte en spillefilm i biograferne. Dengang var det Missing Link, der i 2019 blev den seneste film fra det amerikanske stop-motion-studie. Nu er ventetiden snart forbi.
Til efteråret vender LAIKA tilbage med Wildwood. Filmen er et storladent fantasy arrangement, som allerede har vakt opsigt med sine imponerende billeder og ambitiøse stop-motion-animation.
LAIKA er langt fra et ukendt navn i Oscar-sammenhæng. Faktisk er samtlige af studiets hidtidige spillefilm blevet nomineret til en Oscar for bedste animerede film. Det gælder Coraline fra 2009, ParaNorman fra 2012, The Boxtrolls fra 2014, Kubo and the Two Strings fra 2016 og Missing Link fra 2019.
Den kommende film bliver allerede beskrevet som LAIKAs mest ambitiøse projekt til dato, og de første kig på Wildwood tyder på, at studiet endnu en gang forsøger at flytte grænserne for, hvad stop-motion kan bruges til.
Ingen af filmene har dog vundet hovedprisen, men det håber studiet Wildwood kan ændre på. Der blæser nye vinde over Oscar uddelingen inden for animation, hvor der de senere år er mere alternative vinderfilm, såsom Flow, Guillermo del Toro’s Pinocchio, samt Drengen og Hejren.
Wildwood står til at få dansk biografpremiere den 22. oktober 2026.
Et studie bygget med hænderne
LAIKA blev grundlagt i 2005 i Oregon af Travis Knight og har siden opbygget et ry som et af verdens mest interessante studier inden for stop-motion-animation. I modsætning til de store amerikanske animationsstudier som Pixar og DreamWorks, har LAIKA især gjort sig bemærket ved at holde fast i den håndlavede animationsteknik.
Stop-motion er en teknik, hvor figurer, kulisser og rekvisitter bygges i hånden, hvorefter animatorerne flytter figurerne en lille smule mellem hvert enkelt billede. Resultatet er en særlig form for animation, hvor man kan se og mærke materialerne på en måde, som adskiller sig fra traditionel computeranimation.

Studiet kombinerer dog ikke kun gammeldags håndværk med et kamera. LAIKA har gennem årene udviklet en række teknologier, blandt andet inden for 3D-print, digitale effekter og visuelle effekter, som bruges sammen med den traditionelle stop-motion-animation.
I 2016 modtog studiet sågar en teknisk Oscar for sine fremskridt inden for 3D-print, som blev anvendt i filmen Kubo and the Two Strings. Prisen blev givet for deres innovation inden for print af især prototyper til ansigtudtryk til stop-motion-film.
Studiets første store satsning blev Coraline, instrueret af Henry Selick. Filmen blev hurtigt et eksempel på, hvad LAIKA kunne, og blev samtidig nomineret til en Oscar for bedste animerede film.

Herefter fulgte ParaNorman, The Boxtrolls, Kubo and the Two Strings og Missing Link. Alle fem film opnåede Oscar-nomineringer, hvilket er en ganske bemærkelsesværdig præstation for et hvilket som helst studie.
Især Kubo and the Two Strings markerede sig. Filmen vandt blandt andet BAFTA-prisen for bedste animationsfilm og modtog desuden en Oscar-nominering for sine visuelle effekter – noget kun ganske få animationsfilm har opnået.
LAIKA har dermed opbygget en ganske særlig position i animationsverdenen. Studiets film er ikke nødvendigvis de største biografsucceser, men de bliver ofte fremhævet for deres visuelle kvalitet, detaljerigdom og villighed til at fortælle mørkere og mere anderledes historier.
Det er netop denne arv, Wildwood nu skal forsøge at bygge videre på.

Syv år i udvikling, men over et årti undervejs
Selvom der er gået syv år siden LAIKAs seneste film, går historien om Wildwood endnu længere tilbage.
LAIKA købte rettighederne til Colin Meloy og Carson Ellis’ bog Wildwood allerede i 2011, hvilket var blot få uger efter bogens udgivelse. Selve filmprojektet blev dog først officielt annonceret som LAIKAs næste film i 2021.
Instruktøren er Travis Knight, som også står bag Kubo and the Two Strings. Knight har selv fortalt, at han har arbejdet med Wildwood i omkring 16 år. Det er lang tid for et hvilket som helst filmprojekt.
Historien følger Prue McKeel, hvis lillebror Mac bliver bortført af en flok krager. Sammen med sin klassekammerat Curtis, begiver Prue sig ind i den mystiske og forbudte skov, The Impassable Wilderness, hvor de møder magiske væsner, farlige fjender og en verden, der eksisterer lige uden for Portland.
LAIKA har ikke ville gå på kompromis med deres ambitioner i denne filmatisering.
Til filmen er der blandt andet blevet bygget 136 forskellige kulisser og mere end 230 fysiske dukker. En af filmens mest imponerende figurer er den gigantiske ørn, The General, som ifølge oplysninger om produktionen er blevet udstyret med omkring 9.000 håndlavede fjer.

Travis Knight har tidligere beskrevet Wildwood som det mest ambitiøse projekt, som LAIKA nogensinde har kastet sig over. Filmen indeholder blandt andet store slag, omfattende landskaber og actionscener, som har krævet nye teknikker og værktøjer.
Det er også tydeligt, at filmen forsøger at kombinere LAIKAs klassiske stop-motion-udtryk med moderne visuelle effekter. På den måde kan studiet skabe større og mere spektakulære scener, uden at opgive det håndlavede udtryk, som har været en vigtig del af LAIKAs identitet.

Wildwood har derudover fået sig en imponerende stemmebesætning. Blandt navnene finder man Carey Mulligan, Mahershala Ali, Angela Bassett, Awkwafina, Jacob Tremblay, Charlie Day, Amandla Stenberg, Jemaine Clement, Tom Waits og Richard E. Grant.
LAIKA har allerede bevist, at deres film kan imponere Oscar-akademiet, men kan den nye satsning også imponere det brede publikum?
Wildwood kommer til biograferne med mere end syv års ventetid i bagagen. Filmen repræsenterer også kulminationen på mange års udvikling, teknologisk arbejde og et projekt, som Travis Knight har haft med sig gennem en stor del af sin karriere.
Hvis det færdige resultat lever op til ambitionerne, kan Wildwood meget vel blive den film, der endelig giver LAIKA den Oscar-sejr, og derved den brede anerkendelse, som studiet har jagtet siden Coraline.
Og måske er det netop derfor, der er god grund til at holde ekstra godt øje med den lille animationsgigant fra Oregon, når filmen får premiere i biografen den 22. oktober.