Pixar tager en drejning – håndtegnet animation er på menuen i ny film

Pixar er kendt for computeranimerede spillefilm. For første gang i selskabets historie arbejdes der dog på noget helt andet - en film med håndtegnet animation.
gattobanner_1920x1080
©Pixar Animation Studios

Den kommende animationsfilm Gatto markerer et markant skifte for Pixar. Filmen, som får premiere i 2027, bliver nemlig studiets første spillefilm med håndtegnede og håndmalede elementer integreret i animationen.

Pixar har siden gennembruddet med Toy Story været synonym med computeranimerede film i et poleret 3D-univers, men med Gatto bevæger studiet sig i en mere kunstnerisk og malerisk retning.

De første billeder fra filmen viser en stil, der kombinerer klassisk håndtegnet æstetik med moderne CGI-teknologi, hvilket allerede har skabt stor begejstring blandt animationsfans.

En kat i kattepine

Filmen foregår i Venedig og følger den sorte kat Nero, som skylder penge til en mafiaboss fra byens kriminelle katteverden. Undervejs bliver han tvunget til at indgå i et usandsynligt venskab, som kan føre ham til en ny mening med livet.

Filmen instrueres af Enrico Casarosa, der tidligere stod bag Pixar-filmen Luca. Ifølge de foreløbige oplysninger lægger Mark Ruffalo stemme til hovedkarakteren Nero.

Filmen beskrives som både eventyrlig og følelsesladet med et visuelt udtryk inspireret af håndmalede illustrationer fra klassisk europæisk kunst – i særdeleshed fra renæssancens Italien.

Retningsskifte

Meget tyder på, at Gatto kan blive begyndelsen på en ny kreativ retning for Pixar. I de senere år har flere animationsstudier eksperimenteret med mere stiliserede og håndtegnede udtryk, blandt andet i film som Spider-Man: Into the Spider-Verse og Puss in Boots: The Last Wish.

Med Gatto ser Pixar ud til at følge samme udvikling og bevæge sig væk fra den traditionelle “Pixar-stil”, som har domineret studiets film i årtier – et udtryk som efterhånden virker stagneret og tilbagestående.

Beslutningen bliver af mange set som et forsøg på at genopfinde studiets visuelle identitet og samtidig vise, at håndtegnet animation stadig har en plads i moderne familiefilm.

Vi har endnu ikke mange detaljer, eller billeder fra filmen – men vi vil her på siden følge udviklingen af den kommende Pixar-klassiker.

Læs også: