Klassisk fortælling i moderne format
Den virale musical “Epic”, som genfortæller den klassiske historie om Odysseus, er på vej til at blive filmatiseret som animationsfilm. Projektet startede som et digitalt musikværk skabt af puertoricanske Jorge Rivera-Herrans og opnåede hurtigt stor popularitet på sociale medier med millioner af lyttere og følgere.
Efter succesen online har projektet nu fanget opmærksomheden i filmbranchen. Den erfarne producer Jerry Bruckheimer er tilknyttet filmen, hvilket signalerer, at der satses stort på produktionen. Overgangen fra internetprojekt til Hollywood-film markerer et vigtigt skridt for musicalen, som kan give det hidtidige udelukkende soundtrack-baserede værk et helt nyt publikum.
Jerry Bruckheimer er bestemt ikke noget ubeskrevet blad i Hollywood. Han har tidligere produceret film som Pirates of the Caribbean, Top Gun, Bad Boys, The Rock, og mange flere.
“Epic” bygger på den græske fortælling om Odysseus’ lange rejse hjem efter den trojanske krig. I denne version bliver historien fortalt gennem moderne musik og et nutidigt udtryk, der gør den klassiske myte til en musical-fortælling gennem, hvad der må formodes, at være fabelagtige visuelle billeder.
Følger trenden i filmbranchen
Projektet er endnu et eksempel på, hvordan virale succeser fra internettet kan udvikle sig til store filmproduktioner. Sociale medier fungerer i stigende grad som platform for nye kreative projekter, der kan vokse til globale fænomener.
Projektet blev kendt gennem Tik Tok, efter at musikken blev lagt op af skaberen, som en del af sit speciale på Notre Dame Universitetet. Siden har albummet opnået mere end 4 milliarder afspilninger på streamingtjenester, samt mere end 7 milliarder afspilninger på sociale medier.
Hvad ved vi om filmen?
Der er endnu ikke offentliggjort detaljer om premieredato, instruktør eller stemmeskuespillere. Alligevel er forventningerne høje til, hvordan den musikalske og visuelle stil fra originalprojektet vil blive overført til animationsformatet.
Filmen forventes at tiltrække både fans af den originale musical og et bredere publikum, der er interesseret i nye fortolkninger af klassiske fortællinger.
Har du endnu ikke hørt albummet? Musikken ligger frit tilgængeligt på både Spotify, iTunes, YouTube, og mange flere streamingtjenester. Du kan få en idé om musikken og den animerede stil i nedenstående klip.