De seneste år er der kommet flere og flere film, der forsøger at ramme den nostalgiske nerve hos publikum. ‘Super Mario Galaxy Movie‘ er på sin vis ikke en undtagelse – og dog. For den forsøger ikke blot at ramme nerven; den læner sig fuldt ind i den og inviterer publikum med på en legende, farverig og overraskende morsom tur gennem Marios univers.
Og som det altid er i Mario-regi, så starter det hele med en prinsesse-napning: Rosalina (Josefine Tvermoes) bliver bortført af Bowser Junior (Laurids Skovgaard Andersen) efter en actionfyldt start på filmen. Via Rosalinas ”børn”, Lumaerne, erfarer Prinsesse Peach (Fanny Leander Bornedal) dette, hvilket får hende og Toad (Mark Le Fêvre) til at begive sig ud på en redningsmission. Efterladt i Svamperiget som midlertidige beslutningstagere går det naturligvis galt for Mario (Pilou Asbæk) og Luigi (Cyron Bjørn Melville), der i selskab med miniature-Bowser (David Bateson) rejser efter Peach og Toad. Og så er eventyret ellers i gang.
Klassisk Mario-historie med fokus på tempo og leg
Historien er i sin grundform helt klassisk Mario: en redningsmission, en skurk med storhedsvanvid og en række forhindringer undervejs. Men skønt det klinger klassisk, og dermed har risiko for at rime på noget kedeligt, så er det langt fra det. Tværtimod giver det filmen plads til at fokusere på det, den virkelig gerne vil vise, nemlig tempo, energi og leg.
For filmen er propfyldt med idéer. Den bevæger sig hurtigt fra det ene univers til det næste, smider den ene reference efter den anden og holder et tempo, der minder langt mere om et spil end en traditionel fortælling. Det gør måske, at historien ikke dvæler længe ét sted, men det gør ikke noget, for historien er ikke det bærende – det er alt det andet til gengæld.
Og hvad er så alt det andet? Jamen, det er alle de kærlige referencer til Super Mario-universet, der kommer i form af velkendte karakterer, verdener, objekter og ikke mindst musikken, der er komponeret af Brian Tyler. Det er vidunderligt at lytte til og binder filmen utroligt smukt sammen.
Filmen er skabt af Illumination, der også står bag ’Grusomme mig’, ’Minions’, ’Syng’ og ’The Super Mario Bros. Movie’. Stilen er umiskendelig, men det er som om, det visuelle har fået et solidt nyk op her, hvilket i høj grad er med til at gøre filmen til en interessant oplevelse.
Humor, easter eggs og ren spilleglæde
Udover det visuelle er et af filmens allerstærkeste kort dens humor, der bevæger sig over et helt spektrum. Den spænder fra det rent fysiske og slapstick-agtige til det mere skæve og karakterdrevne, hvor timingen i replikker og situationer får lov at spille. Men det, der virkelig løfter humoren, er de mange referencer.
Filmen er ganske enkelt proppet med easter eggs. Det er alt fra små visuelle detaljer i baggrunden til direkte nik til ikoniske øjeblikke, lyde og mekanikker fra spillene. For fans bliver det en konstant jagt på genkendelse og en følelse af at være “med på joken”. Det er en film, der nærmest belønner din viden om universet, men uden at ekskludere dem, der ikke kender hver eneste reference.
Samtidig har filmen et tempo, der minder om et spil. Den starter hurtigt og accelererer derfra. Den ene idé afløser den anden, og nye karakterer, verdener og situationer introduceres i et tempo, hvor man knap når at lande, før man sendes videre. Det gør, at filmen føles som en lang, energisk legeplads snarere end en klassisk, stramt struktureret fortælling. Og netop dét klæder Mario-universet.
Det betyder også, at historien ikke nødvendigvis er det bærende element. Den er enkel og genkendelig og fungerer som en ramme, der giver plads til alt det andet. Men i stedet for at være en svaghed føles det som et bevidst valg. Filmen vil ikke være tung eller dyb; den vil være sjov, farverig og underholdende, og det lykkes den med.
Dialogen spiller også en vigtig rolle i den sammenhæng. Den danske oversættelse er både flydende og veloplagt, og humoren fungerer overraskende godt på dansk. Replikkerne føles naturlige, og der er en sproglig legelyst, der matcher filmens visuelle energi.
Derudover er det værd at fremhæve filmens kvindelige karakterer: Peach, der uden tøven sætter afsted for at redde sin søster, og Rosalina, der omvendt udviser en uhørt og meget misundelsesværdig stoisk ro i den indledende kampscene mod Bowser Jr.
De danske stemmer løfter oplevelsen
Der er flere virkelig gode stemmepræstationer, og selvom Pilou Asbæk igen leverer en enormt troværdig Mario, så vil jeg fremhæve Cyron Melvilles Luigi som særligt vellykket blandt de brooklynske VVS-brødre. Der er noget med hans tonalitet og musikalitet, der får legemliggjort Luigi på dansk.
David Bateson som Bowser er noget af det allerbedste ved filmen, og hvis man skal finde huller i osten, kan man ærgre sig over, at Bowser ikke får mere skærmtid. Især som den temperamentsfulde og lettere splittede miniature-Bowser i starten af filmen er han helt ustyrlig morsom.
Mario-debutanterne Fanny Bornedal, der har overtaget Peach fra Emma Sehested Høeg, og Josefine Tvermoes som Rosalina gør også arbejdet til perfektion.
Jeg ved ikke, hvem der er stemmerne bag de små og frygteligt nuttede Lumaer, men deres stemmepræstationer er simpelthen så veludførte. Sjældent har man haft lyst til at kramme små stjerner, som når man hører dem tale. Her forestiller jeg mig også, at vi som publikum må sende en varm tanke til den danske dialoginstruktør, Sonny Lahey.
Laurids Skovgaard Andersen gør også et fremragende arbejde som den irriterende og far-opmærksomhedshungrende Bowser Jr., og Mark Le Fêvre får rigtig fin energi ind i Toad.
Konklusion og anbefaling
‘Super Mario Galaxy Movie‘ er først og fremmest en underholdende og energisk oplevelse, der ved præcis, hvad den vil, nemlig levere sjov og fart over feltet i de (for nogle) velkendte Mario-universer. Den er utrolig flot, og Illumination har virkelig overgået sig selv visuelt.
Filmen vil især glæde fans af Super Mario-spillene, som den refererer heftigt til – lige fra de ældre spil Super Mario 3, Super Mario World og Yoshis Story til de nyere Super Mario Galaxy (sjovt nok), Super Mario Sunshine og Super Mario Bros. Wonder. Er man generelt fan af gamle spil, vil gensynet med Fox McCloud fra spillene Star Fox og Lylat Wars også krible de helt rigtige steder.
For ikke-fans af spiluniverset fungerer filmen stadig fremragende som en flot og farverig familiefilm med masser af humor.
De danske stemmer er igen velcastet og rammer uhørt godt plet, hvilket gør, at filmen rammer sit danske publikum.
Anbefaling: ’Super Mario Galaxy’ er en farverig, tempofyldt og gennemført underholdende tur gennem Mario-universet – spækket med humor, kærlige referencer og stærke danske stemmer. En ren fornøjelse for både fans og familier.