Den amerikanske sanger og skuespiller Hillary Duff, har skrevet sangen “CATastrophe” sammen med sin mand og samarbejdspartner Matthew Koma, samt Madison Love og Brian Phillips. Nummeret bliver en del af soundtracket til den nye animationsfilm fra Warner Bros. Pictures Animation.

I forbindelse med udgivelsen fortæller Duff, at hun har et personligt forhold til Dr. Seuss’ univers.

”Dr. Seuss blev spillet på repeat hjemme hos os i årevis, så da denne mulighed kom, behøvede jeg ikke tænke over det,” fortæller Hilary Duff.

Sangen handler ifølge Duff om følelsen af pludselig at få vendt op og ned på sit liv.

”’CATastrophe’ handler om den følelse, når hele din verden bliver samlet op og flyttet et andet sted hen, uden at nogen spørger dig først,” siger hun.

Hun ønskede samtidig, at sangen skulle være ærlig omkring den følelse, men stadig være så energisk, at man får lyst til at skrue helt op for den i bilen.

Musikvideoen følger Duff ind i et farverigt og surrealistisk univers inspireret af Dr. Seuss’ karakteristiske stil, hvor virkeligheden bliver blandet med de kaotiske og fantasifulde omgivelser fra Katten med Hatten.

Ny animationsfilm med Bill Hader som Katten

Katten med Hatten er en helt ny animationsfilm baseret på den klassiske børnebog af Dr. Seuss. Filmen er instrueret af Erica Rivinoja og Alessandro Carlon og har Bill Hader som stemmen bag den ikoniske kat.

På den amerikanske version af filmen medvirker desuden blandt andre Xochitl Gomez, Matt Berry, Quinta Brunson, Giancarlo Esposito, Paula Pell, Bowen Yang, America Ferrera og Tituss Burgess.

Historien følger søskendeparret Gabby og Sebastian, som har svært ved at finde sig til rette efter at være flyttet til en ny by. Her dukker Katten med Hatten op og tager dem med på et eventyr fyldt med magi, kaos og drillerier.

Katten står samtidig over for sin hidtil sværeste opgave. Han skal hjælpe børnene med at finde glæden igen, hvilket kan blive hans sidste chance for at bevise sit værd og beholde sin magiske hat.

Dansk premiere i december

Danske biografgængere skal ikke vente helt så længe som det amerikanske publikum. Katten med Hatten får dansk biografpremiere 10. december 2026 og bliver vist både med dansk og engelsk tale.

Der er allerede offentliggjort en række danske stemmer til filmen. Laus Høybye, Rasmus Botoft, Özlem Saglanmak, Lily Hanskov Aginsky, Hector Jessen, Pernille Højmark, Huxi Bach, Julie Rudbæk, Jesper Ole Feit, Peter Zhelder og Michael Elo medvirker i den danske version. De danske stemmeskuespillere instrueres af Anders Holm Mortensen.

Soundtracket til filmen udkommer 30. oktober og kommer foruden Hilary Duffs ”CATastrophe” også til at indeholde filmens temasang, som er skrevet af Tim Minchin og fremføres af FITZ og Tim Minchin med Bill Hader.

Dermed er der lagt op til, at Katten med Hatten ikke blot bliver et visuelt eventyr for hele familien, men også får et markant musikalsk fingeraftryk, når den rammer de danske biografer til december.

Nicklas Egebæk Hansen

Redaktør og skribent på Stemmerne.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *