Er du glad for anime? Så kan du se frem til en masse nyt indhold. Sony vil nemlig udvide sin position på det hastigt voksende marked. Selskabet har lanceret den nye afdeling Crunchyroll Storyworks, som skal arbejde med både anime-adaptioner af eksisterende fortællinger, samt live-action-versioner af allerede eksisterende japanske anime-universer.
Den nye afdeling blev præsenteret af Sony Pictures Entertainment-topchef Ravi Ahuja under det første Crunchyroll Anime Future Forum i New York. Storyworks bliver en del af Crunchyrolls indholdsafdeling og skal udvikle projekter, som blandt andet kan ende med at blive produceret gennem HAYATE, som er et samarbejde mellem Crunchyroll og Aniplex.
Anime møder Hollywood
Ambitionen er at skabe en direkte forbindelse mellem japansk anime og det internationale underholdningsmarked. Storyworks skal både kunne tage historier fra andre dele af verden og omsætte dem til anime, samt gøre japanske anime-historier til live-action.
Sony understreger samtidig, at japanske skabere skal være tæt involveret i processen. Målet er ifølge selskabet at bevare den kreative vision, der gjorde de originale værker populære.
“Anime er blevet en global kulturel kraft,” sagde Ravi Ahuja ved lanceringen og fremhævede samtidig Sonys ansvar for at beskytte det, der gør anime-genren særlig.
I spidsen for Storyworks står Tohru Iokibe, der har været hos Sony i 25 år og blandt andet har arbejdet med udvikling af intellektuelle ejendomme mellem Sony Pictures og PlayStation Productions.



Crunchyroll har fået vokseværk
Lanceringen er endnu et tegn på, hvor vigtig anime er blevet for Sony. Koncernen købte Crunchyroll i 2021 for omkring 1,2 milliarder dollar og samlede efterfølgende tjenesten med Funimation. Crunchyroll har siden udvidet til blandt andet streaming, biografdistribution, merchandise og events.
Tidligere i år rundede Crunchyroll mere end 21 millioner betalende abonnenter. Sony har samtidig beskrevet anime som et vigtigt vækstområde for koncernen.
Med Storyworks får Sony dermed endnu et værktøj til at udvide anime-universer på tværs af medier, lige fra anime til live-action og fra internationale historier til japansk animation.





