Angry Birds vender tilbage med et nyt familieeventyr
Paramount Pictures har offentliggjort en ny trailer til Angry Birds 3 Filmen, der bliver det tredje kapitel i filmserien baseret på det populære mobilspil fra Rovio. Denne gang får den røde fugl Red en helt ny udfordring, som ikke kun handler om at redde verden, men også om at være far.
Filmen foregår syv år efter Angry Birds 2 Filmen fra 2019. Red og Silver har stiftet familie og skal nu navigere i forældrerollens mange udfordringer. Deres tre unger, Glider, June og Olly, har hver deres personligheder og behov, og det viser sig hurtigt, at det kan være mindst lige så svært at være en god far som at redde fuglenes ø.
Red får dog ikke lov til at nyde familielivet ret længe. En ny trussel dukker op, og endnu en gang må fuglene stå sammen for at redde deres hjem. Chuck og Bomb vender naturligvis også tilbage, og de velkendte grønne grise bliver igen en del af universet.

Den nye trailer byder også på et musikalsk indslag fra den sydkoreanske popstjerne Jisoo, der er kendt som medlem af K-pop-gruppen BLACKPINK.
Hun har skrevet sangen Sun Showers, som bliver en del af filmens soundtrack. Det er første gang, Jisoo bidrager med musik til en Hollywood-film. Sangen passer til filmens farverige og humoristiske univers og kan allerede høres i den nye trailer.
Kendte stemmer vender tilbage
Flere af de originale engelske stemmer vender tilbage i den tredje film. Jason Sudeikis lægger igen stemme til Red, Josh Gad vender tilbage som Chuck, Danny McBride som Bomb og Rachel Bloom som Silver.
Blandt de nye navne på rollelisten finder man blandt andre Emma Myers (Wednesday), Walker Scobell (Percy Jackson og olymperne), Lily James og Keke Palmer. Desuden medvirker YouTube-stjernerne MrBeast, Salish Matter og duoen Anthony Padilla og Ian Hecox.
Der er endnu ikke offentliggjort en komplet liste over de danske stemmer i Angry Birds 3 Filmen. Det er derfor for tidligt at fastslå, hvem der vender tilbage fra de to første film.
Vi må blandt andet vente på at få bekræftet, hvem der skal lægge stemme til Red, Chuck, Bomb og Silver på dansk. Men mon ikke vi får mange af de velkendte stemmer at høre igen?
Instruktionen står John Rice for, mens Thurop Van Orman har skrevet manuskriptet. DNEG Animation står for animationen.
Filmen får dansk biografpremiere 25. december 2026.





