Elsa, Anna og Olaf vender snart tilbage, med nye sange og eventyr i Arendal

Under D23 eventet i 2024 blev det annonceret, at to helt nye film i Frost serien var på vej, og i samme ombæring blev det fortalt, at planerne var, at filmene skulle udkomme lige efter hinanden, blot med et års mellemrum. Frost er en af de største brands Disney ejer, og med en stor efterspørgsel på mere Elsa og Anna, så valgte Disney at levere, og begynde arbejdet på ikke blot en, men hele to film, på en gang.

Historien fortsætter hvor den slap i Frost 2, og Anna og Kristoff skal endelig giftes. Glæden er stor i Arendal, men også kortvarig, da et pludseligt nordlys spreder sig, og ud af lyset kommer en helt ny skurk, med kræfter meget magen til Elsas egne. Nu må søstrene stå sammen igen, og tage kampen op med denne nye og mystiske fjende.

Dette er historien for Frost 3, som blev fremvist ved D23 eventet i 2026, hvor fans blandt andet også lige fik en lille smagsprøve på en af de nye sange, “Oooh Samantha”, sunget af Josh Gad som snemanden Olaf. Hvis man er glad for sangene i Frost universet, så vil fans være glade for at høre, at det er præcis samme duo, Kirsten og Bobby Lopez, som igen igen vil stå bag sangene, og prøve at skrive endnu et uforglemmeligt Disney hit, som de gjorde med “Lad Det Ske”.

©Disney Foto: ©Disney

De engelske stemmer er selvfølgelig også de samme, som i de to forrige film, og Frost 3 og Frost 4 vil igen byde på stemmer af Idina Menzel som Elsa, Kristen Bell som Anna, Jonathan Groff som Kristoff, og Josh Gad som Olaf. Hvem der vil lægge stemme til den nye skurk er endnu uvist, men Disney CEO, Jared Bush, fortæller at de allerede har haft skuespilleren inde og optage replikker hos dem, og beder fans vente spændt.

En uvis fremtid

Frost 3 står til at få premiere i biograferne i USA til november 2027, hvor planen så var, at Frost 4 skulle udkomme året efter. Det har Jared Bush dog nu oplyst ikke er tilfældet alligevel, og teamet bag de to film har nu ændret deres planer. I stedet for Frost 4, så kan Disney fans nu se frem til at se filmen, Clay, i november 2028, der er en helt ny original film fra Disney.

Jared Bush forklarede, at begrundelsen for at man nu ønsker at rykke udgivelsen af Frost 4, bunder i at man ønsker at Frost 3 filmen skal kunne opleves som sin helt egen film, og ikke blot som en optakt til Frost 4. Historien skal være komplet, og man ønsker ikke at fans skal føle at der mangler en slutning, efter de har set Frost 3.

Ligeledes lægger Jared Bush også fokus på, at det tager tid at skrive og lave en ordentligt efterfølger, til en elsket franchise, og især når dette ovenikøbet også er som en musical. Historien og karaktererne er nød til at udvikle sig hele tiden, og sangene skal reflektere de nye udfordringer de møder, og kunne formidle karakternes inderste ønsker og håb.

©Disney

Men hvornår kan fans så forvente at eventyret kan få en fortsættelse i Frost 4?

Det kan Jared Bush pt. ikke give os noget konkret svar på, men han udtaler, at han ikke er bekymret for ventetiden, og selv hvis der kommer til at gå tre-fire år, hvis ikke mere, så er han fortrøstningsfuld om, at Frost 4 stadig vil kunne trække en masse fans til, og så længe at de kan lave en god og solid film, så betyder ventetiden ikke noget.

Disney har også haft stor succes med deres fortsættelser i nyere tid, og de er ikke i nærheden af at sætte farten ned. For nyligt har Disney og Pixar udgivet blandt andet Toy Story 5 og Zootropolis 2, og der er også allerede bekræftet flere efterfølgere, som Coco 2, Zootropolis 3 og Moana 3. Hvad fremtiden så bringer for Frost 4, og om denne vil sætte et endeligt punktum for eventyrerne i Arendal, det må vi blot afvente og se.

Frost 3 får biografpremiere i USA d.24 november 2027.

Camila Brandt

Skribent på Stemmerne.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *