Netflix har offentliggjort den første officielle trailer til In Waves, en ny animationsfilm, der kombinerer romantik, surfing og en hjerteskærende fortælling om kærlighed og tab.

Filmen følger den generte teenager AJ, der bor i Los Angeles og bruger sin fritid på at tegne og stå på skateboard. Til en skolefest møder han Kristen, som brænder for surfing og havet. De to forelsker sig hurtigt, og Kristen introducerer AJ til en verden, han hidtil har været bange for.

Deres fælles fremtid ser lys ud, men lykken bliver vendt på hovedet, da Kristen pludselig rammes af en alvorlig sygdom. Sammen må de finde styrke i deres kærlighed, deres venner og den passion for havet, som efterhånden er blevet en vigtig del af deres forhold.

Bygger på en sand historie

In Waves er baseret på AJ Dungos selvbiografiske grafiske roman fra 2019, hvor han fortæller om sit forhold til sin ungdomskæreste, Kristen. Filmen er instrueret af Phuong Mai Nguyen, der med projektet får sin spillefilmsdebut som instruktør.

Den engelsksprogede udgave har Will Sharpe og Stephanie Hsu i hovedrollerne som henholdsvis AJ og Kristen. Begge medvirker desuden som executive producers.

Visuelt kombinerer filmen maleriske baggrunde med computeranimerede figurer. Den særlige animationsstil skal understøtte fortællingens følelsesmæssige udvikling, hvor de solbeskinnede strande og det blå hav står i kontrast til de svære perioder, som parret gennemlever.

Filmen fik sin debut som åbningsfilm på Cannes-festivalens Critics’ Week i 2026 og har siden været vist på flere internationale filmfestivaler. Den har allerede fået positive anmeldelser. Her er særligt kombinationen af kærlighed og sorg, samt animationens visuelle udtryk blevet fremhævet.

In Waves får premiere i udvalgte biografer den 27. november 2026, inden filmen bliver tilgængelig på Netflix den 11. december.

Der er endnu ikke offentliggjort oplysninger om en dansk version eller danske stemmeskuespillere.

Nicklas Egebæk Hansen

Redaktør og skribent på Stemmerne.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *